Vinni Gren Bonde

Engang var der fire haver.
Hver repræsenterede de en årstid.
Over dem var sol
og måne.

Vinter var mørk i hår, lys i hud og på én gang frisk og rå.
Forår var lys, let og ungdommelig – som minde om nyt liv.
Sommer var varm, rolig og overskudsagtig. Fuld af frugt og sødme.
Efterår strålede som gylden kobber, duftede af sorten muld og bål.

Således var de fire årstider selve livshjulet.
Ingen var noget uden de andre.
For, uden sommer intet efterår.
Intet forår, uden forgående vinter.

Hver voksede de sig stærke,
i erkendelse af Selv
– og de øvrige.
Hver have, stod såvis fyldest.

Efterårets æbler, var sødmefulde og røde som børnekinder.
Forårets lysegrønne blade, varslede potens og liv.
Vinterens alt omfavnende mørke bebudede de levendes hvile.
Sommerens nætter resonerede med solsortens sang, og græsset mellem tæerne.

Ét efterår blev æblerne få, og små.
Forårs lyset trak sig ind i mørket.
Vinteren holdt os angstvågne.
Sommeren udeblev og svarede igen med regn.

Haverne visnede,
på hver sin vis.

Én med vrede
én med angst
én med sorg
én med smerte.

Tilbage var kun sol og måne.
Den ene skinnede på den anden.

Istiden var lang.
Ørkenvandring nødvendig.
Et hjul, der spinder den modsatte vej,
vil atter omsider finde hjem.