Vinni Gren Bonde

Kender du det: Du har sendt en sms, og så får du intet svar! Eller også får du den der: ‘Hej søde, jeg er på vej ud, skriver senere’ og så hører man aldrig noget. What the fudge? Hjernen kører på højtryk for at finde ud af, om man har sagt eller skrevet noget forkert, siden man nu sættes i køledisken.

Sådan er det ikke nødvendigvis. Vi må aldrig forsøge at tankelæse over sms. Der kan være 1000 grunde. Én ting er dog sikkert; der er kommet en tendens til, at man undlader at besvare beskeder.

Hvornår er det egentlig på sin plads at besvare sms og mail, og hvornår er det OK at lade være?

Før i tiden vendte man altid retur, når der var en henvendelse på skrift eller på telefonsvareren. Det var helt almindelig brug og høflighed. Når man i 90’erne kom hjem, og man så en besked blinke på den stationære telefonsvarer, så aflyttede man den og ringede retur.

I dag er mange så over-freaking-loaded med beskeder og informationer alle steder fra. Det er stukket helt auf! Vi kan ikke rumme det. Vi kan ikke tåle det. Og mange har endnu ikke opdaget, at vi kan vælge det meste fra (SoMe, Nyheder, TV, radio, Tik-Tok, …). Der kan snildt ligge fem beskeder på mobilsvareren, syv ubesvarede opkald og ni sms’er, som man ikke har svaret på. Og det er med i lommen hele tiden. Vi holder ikke fri fra det, som i 90’erne. Der havde vi fri, når vi forlod hjemmet (og kontoret). Ingen kunne få fat i os. Vi var helt og fuldt til stede, der, hvor vi nu engang var. Føtex, café, besøg, gåtur, biblioteket. Vi havde INGEN forstyrrelser. Besøge man farmor, var der kun farmor.

Der er nok forskellige opfattelser af, hvornår det er på sin plads at besvare en besked. Jeg er kommet frem til den konklusion, at jo flere informationer vi modtager, dets færre beskeder besvarer vi. Af ren og skær overlevelse. Vi drukner og kan ikke lave andet, hvis vi skal sidde og svare på alt – til alle.

Jeg tror det inden længe vil blive opfattet overskudsagtigt at besvare folks henvendelser. Fordi det kræver et større overblik og derfor forbindes med noget elegant og nærværende. Fordi begrebet tid, og derfor også opmærksomhed, er det dyrebareste vi har. Det smukkeste vi kan give til en anden.

Alligevel er der også en anden vinkel. Min kære mand Morten, for nu at komme med et eksempel, besvarer udelukkende beskeder, som indeholder et spørgsmål. Ellers er det bare information, siger han. Og, hvis han fornemmer beskeden er sendt til flere, så er den ikke til ham. Så svarer han heller ikke, for han opfatter det som støj. Det skyldes ikke underskud, men vilje. Med mindre det er arbejdsrelateret. Der gælder andre kodekser.

Jeg tror mange får nok får nok, inden længe. Nok af, at lytte til frygtskabende historier fra medierne og Insta’s ligegyldighedsinformationer, der gør dem rundtossede og svimle. Nok af de komplekse informationer på job, der vælter ind i et surrealistisk tempo, der skal forholdes til. Jeg tror virkelig mange i nær fremtid, hvis ikke allerede, vil trække stikket og give sig selv ro. For at øge kontakten til sig selv – og derved andre.

Og så kommer overskuddet, for ikke at tale om lysten, til at skrive til en ven og ringe til sin mor.