Posts Tagged ‘gå ude makeup’
Kan kvinder på 50+ bære et makeup-frit ansigt?
Kan kvinder på 50+ bære et makeup-frit ansigt? Uden at blive kedelige, grimme, trætte eller lidet attraktive at se på?
Jeg kender et par kvinder på min alder, som har fået taget billeder af sig selv uden makeup. Jeg synes de ser sødere ud! Det kom lidt bag på mig, for de kvinder har altid brugt makeup og så virkelig godt ud med det. Nu var de mere naturligt elegante og søde.
Gad vide, om det bare er mig, der tænker sådan, bare fordi jeg selv er inde i en periode, hvor jeg intet bruger? Det må et besøg på YouTube afgøre. Jeg fandt et ocean af videoer lavet af unge kvinder, som valgte makeup fra, og kun én video af en kvinde på 60. Jeg fandt til gengæld mange video af modne kvinder – og til modne kvinder – der viste, hvordan en moden makeup skulle lægges. Og det var da ellers ikke småting. Lag på lag og pensler og jeg skal give dig.
Derfor spurgte jeg min kære mand, som er ligefremheden selv, som ikke siger noget med omsvøb. Han har vundet Say it like it is award på sin arbejdsplads – blandet flere tusinde af medarbejdere – og er kendt for at være meget direkte. Han sagde, at han bestemt godt kan lide det naturlige udseende uden makeup. Han har intet i mod lidt makeup, når man skal til en fest eller ud at spise, hvis det er det man har lyst til. Én ting han dog slet ikke kan snuppe er brug af foundation, og i det hele taget noget med at smøre noget på huden. Han synes det er ulækkert og klistrer og får kvinden til at ligne en klovn, for lyset får det til at syne ækelt.
Da jeg sagde til awardvinderen, at jeg syntes andre modne kvinder så sødere ud uden makeup – heriblandt Pamela Anderson (min store heltinde) – men at jeg ikke mente jeg selv kunne bære det på samme måde, uden at virke kedelig, sagde han noget tankevækkende: – Det er fordi du ikke kan se dig selv. Vi ser ikke os selv, når vi kigger i spejlet. Vi ser ikke det andre ser.
Kan vi vitterligt ikke se det andre ser, når vi kigger os i et spejl?
Selvom jeg synes jeg ser lidt kedelig ud uden lidt mascara på, synes jeg samtidig at jeg ser mere rolig og naturlig ud. Jeg har under alle omstændigheder vænnet mig til looket og slapper af i det. En ting er sikkert: Jeg orker ikke rigtigt at tage makeup på, heller ikke bare lidt mikroskopisk mascara, for jeg synes ikke resultatet er godt. Jeg er ikke vild med de lange vipper længere. Jeg har haft bambiøjne i flere årti. Et nøgent øje er bare sødere, efter min mening.
Det makeup-fri ansigt virker bare bedre på mig, nu. Også selvom makeup kan gøre mig smukkere og måske mere attraktiv. Jeg har valgt at undlade at farve mit grå hår, fordi jeg faktisk rigtig godt kan lide det sådan. På samme vis nyder jeg nu det nøgne ansigt, fordi jeg bare godt kan lide det sådan.
Når jeg ser et foto af mig uden makeup kan jeg godt lige tænke: – Åh nej, den går ikke! Men så tager jeg mig selv i det og tænker: – Jo, den går. Så absolut. Det her er sådan jeg ser ud, og jeg er helt fin sådan.
Ja, kvinder på 50+, 60+ og 100+ kan bestemt godt bære et ansigt uden makeup. Ligesom de unge kvinder og teenagere kan.
