Vinni Gren Bonde

Min datter Clara fylder 15 til januar. Da min ældste bonusdatter Sofie var 15, gik hun i sneakers, trompetbukser og store blazerjakker. Clara går i stort set det samme. Da Sofie var 15 arbejdede jeg stadig og var 13 år yngre end jeg er nu. Jeg gik i høje hæle fra A-pair, nederdele og andet kontor-outfit.

Jeg kan godt mærke, at der er sket noget på de år. Jeg arbejder ikke længere, og bor på landet.

I dag er kontorlooket byttet ud med sneakers, leggings og oversize overdele af de bløde slags, helst i pangfarver, men for guds skyld noget der er blødt! Gerne brugt. Jeg går ofte med det samme tøj tre dage i træk, da det alligevel ligger, hvor jeg kastede det om aftenen – og endnu er rent. Kun sokker og trusser skiftes ud. Jeg skal alligevel ikke se nogen, andre end familien og fuglene på gåturen i skoven. Så …. hvorfor gå i klædeskabet og opfinde den dybe tallerken, når der ligger et rent og helt brugbart sæt foran mig?

Trusserne er i øvrigt i 100% bomuld og ikke længere miniature g-streng i blonde. BH’en med bøjle, silke og blonder er byttet ud med en blød top fra H&M. Jeg har 15 par ens trusser og fire ens toppe. Hvad er det for autisme tendenser jeg har? Jeg skal overhovedet ikke tænke, bare række hånden ind i skuffen og gribe efter noget med lukkede øjne. Der er bingo hver gang! Det passer mit sind storartet. Intet at forholde sig til.

Har efterhånden så lidt tøj, at det hele kan ligge i en stor Nike sportstaske. Det giver mig ro i knolden.

Fandt noget i en skuffe, da jeg sorterede forleden, som jeg ikke helt kunne gennemskue hvad var. Noget rødt, småt og i net? Hmmm ….. længe siden. Overvejede at lave hårknold af det, fordi det var en herlig pangfarve. Men så opdagede jeg hvad det var og tænkte, at Katja K da ikke har været på besøg?

Jeg gider ikke mere. Jeg har kørt stillet-stilen i flere årti. Det snorelige. Storbys looket. Alt det der, der kradser og snager. Det opgejlede. Nej tak. Der skal være plads og luft til dellerne. Jeg gider ikke trække maven ind længere, når jeg er nogen steder. What’s the point? Jeg føler mig hverken mere eller mindre lækker af det. Jeg er bare som jeg er og det er vel fint nok. Jeg har – hånden på hjertet – ikke brug for sultne blikke fra hannerne. De har ikke brug for mig. Den tid er forbi. De kan lugte, der ikke er noget at komme efter. Sidste salgsdato er overskredet.

Nej, jeg har derimod brug for glade smil og øjenkontakt fra medmennesker. Som fx nu hende den søde dame i Føtex i går. Det gør mig glad og blød inden i. Det reder min dag.

Fyrenes piften efter mig er long gone, og godt det samme, for jeg vil hellere have en æggemad. Og indlæg i mine sneakers.

Jeg har været der! Ih, guder jeg har været der…. Jeg har intet til gode! Min ‘tid’ er forbi. Nu er det de unges tur. Og jeg nyder det. Jeg glæder mig over det. Jeg har trukket mig tilbage. Værsgo scenen er jeres. Jeg begejstres af at se min datter stråle og se de unge fyre vende sig om efter hende. For hun er bare F.L.O.T ! Jeg er rykket længere ned i rækken. Nu er jeg den stolte mor, den modne kvinde, som så småt begynder at glæde sig til rollen som bedstemor, mormor og farmor. Det er et privilegie.

Intet er er taget fra mig, intet har jeg mistet. Jeg har fået alt. Og jeg er taknemmelig.