Vinni Gren Bonde

Morten og Kurt var i Finland for nylig. De gik tur på den Russisk Ortodokse kirkegård, for den var så smuk. Der var intet mindre end 20 havemænd og -kvinder, der gik og passede kirkegården.

Vi talte om, at mange måske kunne tro, at Finland og finnerne ville lægge afstand til alt, der er russisk. Ikke blot grundet den igangværende krig, men grundet egen historik med Rusland. Men sådan forholder det sig heldigvis ikke.

Det er ikke de røde og de blå der er mod hinanden. Det er griske sindssyge regenter med usle agendaer. De kan ikke opnå det de vil alene. De har brug for folkets opbakning. Derfor spiller de os ud mod hinanden, i håb om de kan splitte os, så vi kæmper mod hinanden. Så vi tror det er nation mod nation.

Vand forbinder land og grænser forbinder land. I grænseområder har folk alle dage haft sprog og kultur fra egnen de bor i, og her er der ikke blevet kigget på, hvor nuværende grænse tilfældigvis lå. Der blev kigget på, hvordan man havde levet i pågældende egn, i århundreder.

Vi kender det fra os selv. I Sønderjylland og Slesvig er der tale om en fælles arv og en fælles kultur, selvom det ene pt er tysk og det andet dansk. På Bornholm. Her er sproget præget af både svensk og dansk, selvom det oprindeligt er slavisk. Det slaviske ses i de gamle bornholmske folkedragter. Meget musikkultur samt dagligdags vaner og brug, er hentet fra Sverige – uden tvivl. Da jeg voksede op (delvist) på øen, hørte man Vikingerne (svensk) hver evig eneste dag i Bornholms Stemme, lavede svenske gradbøjninger i sætningerne og ‘tog på kaffe’ hos hinanden på helt samme måde som på Gotland, en svensk ø i Østersøen, som har meget tilfælles med Bornholm.

Mine israelsk jødiske venner tog mig med ind i et arabisk kvarter i Israel, fordi jeg skulle smage ‘sahlab’. En varm maizena-agtig drik med kanel. En nydelsesdrik om vinteren, hvor der faktisk bliver ret koldt i Israel. Mine venner fortalte, at de bedste vine var palæstinensiske, og kun at finde inde på vestbredden. Derfor kørte vi derind med partisanertørklæde liggende i forruden af bilen, som kørte på gule nummerplader (=israelske, de palæstinenske er blå), for at signalere ønske om at handle. Det fungerede fint. Nogle af mine venner talte tilmed arabisk, fordi nogle af deres forfædre var fra Irak (altså mizrahi jøder).

En af mine palæstinensisk danske venner lytter til israelsk musik. Jeg selv lytter til alt.

Både Norge og Finland grænser op til Rusland. I den norske by Kirkenæs er gadeskilte på russisk og norsk og der bor både russere og nordmænd i byen. Tilsvarende inde på den anden side af grænsen.

Finnerne er et slavisk folk, der har sin oprindelse ved Ural i Rusland. Ikke langt fra, hvor nogle af mine forfædre kommer fra. Jeg har også lidt slaver-ansigt. Blev i sidste uge sammenlignet med en russisk skuespiller, fordi (fik jeg at vide) at jeg lignede hende meget.

Finnere og russere ved grænsen op til hinanden deler meget kultur, sprog og adfærd. Finnerne i Østfinland kan alle tale russisk. I Vestfinland kan de alle tale svensk. I den del af Sverige, som grænser op til Finland, kan mange tale finsk. Åland er finsk, men det officielle sprog svensk. Vestsvenskerne, ind til Norge, både lyder som nordmænd og ligner dem.

Sådan kan man blive ved. Hele vejen rundt. I alle gamle lande.

Jeg er fascineret af grænseland.