Posts Tagged ‘gregoriansk kirkemusik’
December giver slip på det gamle
Det er ofte sidst på året der sker et opbrud i relationer – eller en afslutning på noget, som længe har ligget og ventet på at hæfte ende. Det kan være et projekt, en chance eller andet som har fyldt os. Tiden før nytår har en helt særlig energi. Rudolf Steiner talte om de 12 hellige nætter.
Mange bliver skilt i denne tid, og jeg tror ikke det skyldes noget så banalt som en julefrokost, der gik for langt. Det handler om vor indre kompas. I tiden op til nytår slippes der omsider. For at give plads og liv til noget nyt, der ligger og skubber på og vil frem. Som i en fødsel.
Jeg har altid tænkt, at de mørke eftermiddage og aftner, i netop december måned, kalder på det indadvendte liv. Tid til refleksion, fordybelse og meditation. Til at forbinde os til os Selv. Hen over december måned er det forskelligt, hvordan jeg oplever det. Der er ikke én opskrift. Nogle dage spiser jeg virkelig meget, andre dage går jeg en meget lang tur, atter andre dage sover jeg helt utrolig meget og nogle dage går jeg ikke uden for en dør, for jeg går konstant i bøn, mens jeg lytter til et russisk mandskor, Københavns Drengekor eller et svensk Lucia-kor.
I aften er jeg velsignet med en oplevelse i fordybelsens tegn, da jeg tager til koncert med et gregoriansk mandskor i en lokal kirke. Det glæder jeg mig til. Jeg tager et tæppe med, og sidder og lytter og fordyber mig i de unisone stemmer.