Vinni Gren Bonde

Jeg mødte en dejlig mand.
Det var hårdt at være ham.
Han fortalte om naturen han kom fra,
den rene og storslåede grønlandske natur.

I Danmark plumpede han ned i mudder-mørke,
i den danske sorte vinter.
Han var ung, og skulle studere i Danmark.
Han havde sådan glædet sig til København.

Asfaltens larmende sorte overflade,
gav genklang i hans indre tiltagende mørke.
Han læste på uni – sociologi,
var dog indvendigt et herrens potpourri.

På Pinden jeg mødte en mand,
ved den rødternede dug vi talte.
Hans skrå nordiske øjne var triste,
skabt til at holde lyset fra sneen ude.

Jeg tænkte jeg med kærlig humor
kunne muntre ham op, så han kunne se lyset.
Ølflasker og små-grå vi delte,
og sang med på Kim Larsen.

Men her i København var sneen ikke til stede,
og hans mørke øjne fik ikke det lys de fortjente.
Han søgte trøst i flasken,
som han erkendte mange danskere gjorde.

En smuk grønlandsk fanger-søn jeg mødte,
fra en bygd langt borte fra rødternede duge.
Han troede sociologi var vejen for ham,
og det var det også.

– men København var for mørk
og han fandt ikke vej.

Jeg elsker rødternede duge, og København.
Mørket er for mig en del af livet.
I sorg jeg ser naturfolket dø,
i rødternede duge og mørke.