Posts Tagged ‘handler bøn om trosretning’
Hvorfor virker bøn?
Det er ingen hemmelighed, at bøn virker. Folk oplever at få svar, når de beder. Det har vi tusinder og atter tusinder af eksempler på derude. Folk gennem tiderne har berettet mangt og meget. Uanset om de beder til Gud (en af dem …), Jesus, Allah, Vishnu, Odin eller en afdød moster.
Hvordan kan det være? Hvis Jesus lever og er Guds søn, kan Mohammed så også svare? Eller, det er måske kun den, der svarer, som er blevet ringet op? Eller er det den stærkeste gud eller profet, der svarer? Handler bøn egentlig om religion?
Handler bøn om trosretning?
Nej! Ikke i min verden…
Jeg tror ikke det hjælper en pind at bede til nogen bestemt, indenfor en bestemt trosretning. Jeg er derimod overbevidst om, at det hjælper at have en retning. For bønnen er en form for manifestation, og derfor virker det. Vore ord skaber resultater. Vi mennesker er i stand til hvad-som-helst, og vi er langt mere powerfulde, end vi selv fatter.
Sagt på en anden måde: At bøn virker, handler overhovedet ikke om det navn eller billede vi sætter som Attention på bønne-konvolutten, det handler tværtimod om afsenderen, altså os selv. Når vi med ord eller tanker sætter en kæde af aktioner i gang, som vi kalder bøn, så er der resultater, som vi selv har skabt. Så powerfulde er vi.
Religionerne fortæller os noget andet. De vil have os til at tro, at vi kun kan (noget, agtigt) ved at gå på knæ, bøje hovedet og bede til en højere magt. Jeg vil sige noget andet: Denne højere magt er inde i os, hver i sær. Så, når vi oplever bønnesvar, handler det ikke om, hvorvidt vi har bedt til Jesus eller Vishnu, men om at vi har bedt (til vores indre højere magt).
Bøn, manifestation eller gode råd fra den åndelige verden
At bede til en bestemt figur eller gud, er at give vores power fra os. Brug hellere poweren konstruktivt.
Tony Robbins beder hver morgen: – Dag for dag, på alle måder, bliver jeg stærkere og stærkere. Han beder ikke Gud om at gøre ham stærkere, eller sørge for et lettere liv, nej, han programmere sig selv til at blive stærkere og stærkere.
At søge råd hos afdøde familiemedlemmer eller diverse guder og mystikere, som når vi fx ringer til mor, for at få et godt råd, kan uden tvivl have brugbar funktion. Men det er noget andet end at bede til en Gud. For, her giver vi ikke poweren fra os, her samtaler vi med den åndelige verden. Henter viden og råd og lufter idéer.
Jeg tror det er det samme folk med ‘grønne fingre’ gør, når de taler med planterne. Eller dem, som er særligt forbundet til dyr, eller de, som forstår at kommunikere med træerne.
