Vinni Gren Bonde

I går havde vi besøg af nogle dejlige mennesker fra min mands familie, som vi altid hygger os gevaldigt med. Grilbøfferne var vendt og vi skvadrede løs som altid.

Snakken faldt på det dejlige sejl vi har sat op på terrassen ved vores hus. Det hus vi har boet i omkring 3,5 år. Min mand købte huset for år tilbage med sin daværende kone og de blev skilt for nu 6 år siden. Hun flyttede ud, han blev boende, jeg kom siden hen til, vi blev gift og fik to børn sammen og har desuden tre børn fra hans forrige ægteskab.

Da vi fandt sammen, blev vi enige om at bo i det skønne hus han og eks-konen i sin tid købte sammen. Det var stort og kunne rumme os alle. Det var særligt godt for børnene (fra hans forrige ægteskab) at blive boende i barndomshjemmet. Dem har vi hver anden uge. Jeg kunne virkelig godt lide huset og derfor syntes jeg det var en alle tiders beslutning. For at signalere overfor os selv og omgivelserne, at der ikke bare var tale om at jeg flyttede ind – men at vi faktisk flyttede sammen – gik vi i banken og lånte penge til at ombygge. Nye værelser blev til, der blev malet, tapetseret og anskaffet nye møbler. Nu var det omsider vores hus. Vores barn nummer to blev tilmed født i huset – på badeværelset.

Selskabet i går omtalte flere gange huset som Mortens hus. “Tagrenden på Mortens hus sidder højere end på vores hus” og så videre. Jeg forestiller mig næppe, at de omtalte huset som værende “Mortens hus” dengang han og eks-konen købte det, satte det i stand sammen og boede sammen i det. Det ville jo være stærkt underkendende af hende. Så hvorfor denne underkeldelse af mig. Eller hvad var der egentlig tale om?

Jeg reflekterede over, hvad denne udtalelse kunne skyldes. Var der tale om ren og skær mandschauvinisme (kvinden ejer intet – manden ejer alt)? Næppe. Udtalelsen kom fra en moderne familiefar, der omtalte deres eget hus som – ja: Deres hus. Jeg kom derfor frem til, at der var tale om noget så simpelt som, at huset i hans øjne var min mands og hans eks-kones, eftersom det var dem der købte huset sammen i sin tid. Da hun så flyttede ud, måtte det jo så derfor blive til min mands. Og han mente intet ondt ved at sige det sådan. Det var blot en tanketorsk. Ligesom når jeg hørte andre gøre tilsvarende. Hvilket jeg jo ofte havde oplevet. Og at jeg i øvrigt nok også var lidt følsom på dette punkt.

Det fik mig til at tænke på, at vi sammenbragte familier kan male og tapetsere nok så meget i huse hvor eks’er har boet. Det ændrer ikke omverdenens syn på, hvem der har boet i huset tidligere og hvem der i virkeligheden ejer det. Naturligvis på et ubevidst plan. For det handler jo ikke om ondskab eller om ikke at ville anderkende eller acceptere den nye mand eller kone. Og jeg kom til at tænke på SFO pædagogen på skolen der en dag præsenterede sig og spurgte mig: Bor du derude i Mortens og Kristinas hus?

Jeg er dog blevet enig med mig selv om, at eksempler som ovenfor ikke har nogen betydning, udover det midlertidige stik i hjertet af vrede, undren og frustration. Ja okay okay da: Nogle gange ikke særlig midlertidigt og nogle gange ikke bare et stik – men et ordenligt slag i sækken! Det er ligemeget. For det handler til syvende og sidst kun om, at vores syn på vores hus er som det er. Uanfægtet af hvad naboer, familiemedlemmer og andre mennesker måtte synes. Jeg er ikke blevet reddet fra et sørgeligt singleliv og har ikke under stor nåde og omsorg fået lov at flytte ind i et stort dejligt hus, som vel er bedre end Københavnerlejligheden. Heldige mig. Nej! Jeg havde det fede og søde liv. Med frihed og penge. Jeg fandt Morten og han mig. Vi fandt sammen, blev forelskede og valgte at bo i et stort og dejligt hus på landet tæt på børnenes skole, deres mor og på den natur vi elsker. Vi er flyttet sammen og har udvidet familien med yderligere to små medlemmer. Murstenene og adressen er den samme som den min mand og hans eks-kone havde. Men det er et nyt hjem. Uanset hvad andre måtte opfatte….Uanset om det omtales som “Mortens hus”.