Vinni Gren Bonde

Bøn er den smukkeste gave og mulighed mennesket har fået. Det er et stærkt og virkningsfuldt redskab. Jeg beder hver dag, flere gange om dagen. Når jeg laver mad, når jeg går i seng, når jeg vågner – allerede inden mine fødder rør gulvet, når jeg går tur, når jeg mediterer.

Bøn er at være stille for Gud. Jeg beder med hjertet, uden ord. Sådan forbinder jeg mig til Altet. Jeg bruger ikke ord, for så kan jeg ikke høre noget. Og meningen med bøn er jo ikke en en-vejs-kommunikation. Hjertet har sit eget sprog.

Andre gange beder jeg i tunger. Det har jeg gjort siden jeg var 14 år. Denne gave kom til mig i en gudstjeneste på Bornholm. Tunge-sproget er et ikke-jordisk sprog, hvor jeg beder i “hemmeligheder” med Gud, så Satan ikke forstår det.

Bøn er i sin enkelthed samvær med Gud, Altets Ophav, Den Højeste Intelligens eller hvilket navn du nu engang vælger. Jeg oplever straks et nærvær og en samhørighed med Gud, når jeg beder. Bøn manifistrer. Jeg beder for andre mennesker. Og når jeg gør det, forbinder jeg mig også med dem. Bøn er engeri-arbejde og højner vibrationerne.

Bøn er vidunderligt. Når blot vi husker at lukke røven. For én lang ord-strøm af ønsker og Jeeeeesus-suk er ikke bøn. Det er baby-sprog.

En bøn – med ord – vi fik af Yeshua er “Fader Vor”. Hvis vi beder den bevidst og langsomt og reflekterer over, hvad vi siger – så er denne bøn en et road-map til dyb indre ro. På aramæisk er der dybder i, som ikke rigtig lader sig oversætte. Her synges den på aramæisk af Myriam Cannas, optaget i en italiensk katedral. Den synges tre gange og underbygges med en drone. Bemærk overtonerne i Myriams stemme. Det er healing!