Vinni Gren Bonde

Kom, min skat
lad os flytte til Lucialand
op til Dalarna,
bage pebberkager og ride på heste med klokker.

Heroppe kan de synge og kulne
spille violin og bære smukke egnsdragter.

Kan du mærke det?
Det føles godt ik?
Heroppe i Svenskerland,
hvor folk er søde og naturlige.

Se, en sparkstøtte
en kælk
mænd med smukke sweatre
og rungende bas-stemmer.

Kvinder med runde kinder
og rullende store øjne.
Stearinlys i alle underetagens vinduer
i samtlige træhuse, med søen i baggrunden.

Jeg elsker Dalarna
og Svenskerland
og den svenske mand
og Lucia pigerne.

Julen heroppe ligner det en dansk jul føles som.

Mit elskede svenske ophav
fra Dalarna, Småland, Skåne og Åland.

Jeg kulner som en dansker,
hvilket nok lyder mere som Vesterbro end som Dalarna.
I mit barndomshjem bagte vi mest jødekager, klejner og brunkager
og vaniljekranse
og chokolade-flakes
og jeg fik ondt i maven af at spise rå dej.
Det gør jeg stadig.
Men duften af kardemomme tilhører Svenskerland.
Den bedste gløgg tilhører danskerne.
Og måske dem i Skåne
men de er jo også danskere ….

Kom, lad os blive lidt længere
her i Dalarana
og lære at gå Lucia
sådan rigtigt.
Ikke som i Danmark,
hvor alting er på for-sjov-måden,
men som i Svenskerland,
hvor man øver sig og sætter ære i det.
Her er vi – i Dalarna
vi, som svensker kan
lide og nyde
Lindgren og Pryde.

Jeg elsker Sverige.