Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘ikke-svar

Svar med et ikke-svar

leave a comment »

Visse spørgsmål forlanger svar i kategori JA eller NEJ. A eller B. Hvilket er praktisk nok, når man udfylder en formular der handler om, hvorvidt Anders And har bukser på eller ej.

Dog er det ofte komplicerede svar som forventes forenklet svaret. På en binær kasseopdelt facon, leveret i form af A eller B. For at spørgeren kan få en idé om, hvem vedkommende står overfor.

Der levnes ikke plads til et svar, som måske hedder F. Nogle svar kræver faktisk at man begynder ét sted, for så at komme omkring et andet sted, og slutte med svar et tredje sted. Altså, for at det giver mening. For at spørgeren faktisk overhovedet kan forstå svaret. Men båndbredden er simpelthen ikke til det….. Det skal gå stærkt, være ultra-let at forstå til trods for kompleksiteten i indholdet. Det ligger måske tilmed implicit, at svaret skal give mening for spørgeren, som så skal nikke og godkende svaret.

Sådanne spørgsmål bør simpelthen besvares med et ikke-svar.

Min elskede mand blev stillet spørgsmålet: – Kan du godt mærke, at du elsker de børn du har med Rebecca mere end dem du har med din eks-kone?

Det er pissefrækt at stille det spørgsmål. Af flere grunde, og i sær fordi det antages at Morten elsker de to yngste højere end de tre ældste. Hvilket igen handler om spørgerens forventning om at få et svar, som kunne bruges til at bløde op for den dårlige samvittighed i egen familiestruktur.

Morten kiggede – med pokerfjæs – i øjnene på personen i 20 sekunder, uden at sige ét ord. Det var meget lang tid. Der blev rømmet og øjnene begyndte at flakke og så blev der ikke spurgt mere til det.

Vi er altså ikke forpligtet til at svare folk, bare fordi de spørger! Ikke alle mennesker har et filter. Ligesom ikke alle har rene hensigter. Og disse svinehunde skal ikke næres med svar. De må gå sultne videre. Og dem uden filter må vi andre sætte et filter op for. – Nej, du får ikke at vide, hvor meget jeg tjener.

Omvendt ligger der en skjult mystik i at stille elegante spørgsmål. Spørgsmål, der får svareren til at vokse. Spørgsmål, som stiver svareren af og får vedkommende til at blomstre. Det vil jeg øve mig på.

Written by Vinni Gren Bonde

maj 30, 2022 at 14:35