Vinni Gren Bonde

Et spørgsmål vi har fået en del gange efterhånden er, om vi kunne finde på at flytte til Piemonte.

Jeg elsker Piemonte. Ingen tvivl om det. Derfor rejser vi der og har været der over 40 gange. Men bo der? Nej! Det vil jeg faktisk ikke. Have et hus der? Stadig nej.

Læs også: Derfor købte vi ikke hus i Piemonte

Det længste vi har været der i ét stræk var to måneder. Det har jeg faktisk ikke lyst til igen, for det dur bare ikke rigtigt i et hjem, som ikke er ens eget. Knivene er sløve og jeg mangler mine egne køkkenting. Når vi er der i to uger, som vi oftest er, er det intet problem – for vi går ud at spise dagligt.

Jeg elsker Italien, jeg elsker Piemonte. Stemningen, menneskene, sproget, maden, kulturen alt. Også deres håbløse systemer og manglende effektivitet. Temperamenterne og prioriteterne er charmerende, når man som turist gang på gang sætter sig på en fortovscafé og betragter atmosfæren. Men at bo i det dag ind og dag ud, og tilpasse sig deres kultur, traditioner, vaner, måder at gøre ting på, vænne sig til at der faktisk er pisse koldt når det er vinter og husene ikke er bygget til det, og vænne sig til at der er DØDT både til jul og nytår. Og gå glip af alt det dejlige i Danmark Nej! Ærligt talt nej.

Der er mange ting ved samfundet, systemet, Staten i Danmark jeg kunne ønske anderledes. Men at flygte fra det, og tro græsset er grønnere nær Napoli er naivt. Der er om muligt endnu mere dernede, som jeg, efter en rum tid, ville blive rundtosset af. Jeg har fx oplevet deres hospitalsvæsen. Uha nej.

Jeg er dansker. Jeg elsker Danmark. Her har jeg rod. Jeg elsker de fire årstider. Jeg elsker leverpostej.

Når jeg har været to uger i Piemonte så savner jeg havregrød, rugbrød med leverpostej og min lassagne og pasta med kødsovs. Jeg savner at bage mine grovboller, til sund mellemmad. Jeg savner at ting virker og fungerer. Et ordentligt køkken. Efter to uger i Piemonte er jeg mættet af blød, hvid mad. Det er det samme tema det kører over hele tiden. Det er super lækkert, jeg kan ikke prise det nok, men det er altså ensformigt. Jeg mangler grov føde, fuldkorn, fibre. Min mave kan klare to uger på piemontesisk kost.

Jeg er dansker. Dybt inde i marven. Jeg elsker kartofler og bacon. Ja, jeg er større og højere end de små italienere, og jeg bliver rødlig i huden af solen. I hvertfald i foråret. Sådan kan jeg lide det. Jeg er nordisk og jeg har andre idealer end at være super mørklødet og lille-nips. Jeg er Frejas datter.

Jeg elsker faktisk Danmark. Og hvis jeg ikke skulle bo i Danmark, så skulle det være Sverige og Norge. Her føler jeg mig hjemme.