Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘jul på den gode måde

Længselsfulde prikker

leave a comment »

Det er stadig regnvejrsdage, som forløser.
De grå dage med rolig silende regn,
der som sindets brusebad
vasker sorg bort.

Jeg elsker stadig regnvejrsdage.

De er et spejl på en indre tilstand.
En stille accept af sorg og smerte,
som også plads.

Sorgen kan også noget.

Jeg ville aldrig kunne bo
i et land, hvor solen altid skinner.
Findes det overhovedet?
Er der ikke altid en prik af gråvejr et sted?
I et land
i et menneske.

Jeg elsker ordet ‘prik’.
Når jeg siger ‘prik’,
tænker jeg på en kjole med polka-prikker.
En af dem, man bliver glad af.

Prikker kan også være snefnug.
Eller regn på ruden.

Jeg ville heller ikke kunne bo
i et land, hvor det altid regner.

Efter sorg, kommer ro
kommer healing
kommer håb.
Glæden er sorgens after party.

En glæde at varme sig på,
en pude at sidde på,
en bog at gemme sig i,
en ret at hælde salt i.

Når solen har skinnet længe,
længes jeg efter regn.
Når regnen har silet længe,
længes jeg efter sol.

Jeg længes aldrig efter blæst,
men altid efter Bornholm.

Som børn glæder sig til juleaften,
længes voksne efter længsel.
Julelys i øjnene på begejstrede børn,
dollar-tegn i øjnene på fraværende voksne,
som mærker en længsel, de ikke ved hvad er.

Jeg elsker jul
efter vi er stoppet med at holde den.
Vi gav bare slip på den.
Nu lader vi julen være
jul.
For det har den fortjent.
Hvad har julen dog gjort,
siden den skal ødelægges
af drama, splittelse og skuffede forventninger.

Som Gud skabte mennesket i sin forestilling,
skabte mennesket Gud i sin forestilling
har skabt sig lige siden
og har skabt en jul, der er kørt af sporet.

Spor 7.
Et nyt juletog holder klar.
Det kører, når du er klar.
Vil du med?

Vi ses på perronen!
Det er mig i den prikkede kjole.

Se julemenageriet.
Julegaver, kufferter, hatte og travle mødre.
Julen var engang en højtid,
nu er det en nedsmeltningstid
for alle de, som forsøger at holde den.
Giv slip.
Lad julen være
en optur
efter togtur.

Lad jul være
jul
med jul på
alt det gode, der er ved den.
Nyd den
og giv julen tid
til at nyde dig.
Glem alt det andet.
Alt det meget,
som intet har med jul at gøre.

Jeg tror julen længes efter ro,
sådan som der bliver hevet og flået i den,
sådan som der bliver talt hen over den
– som om den slet ikke var til stede.

Hvad med at give julen plads.
Hvad med at spørge julen, hvad den vil?

Jeg glæder mig til at bage til jul
og til børnene.
Vaniljekranse, jødekager, brunkager og pebernødder
– og havregrynskugler.

Jeg glæder mig til at lave pakkekalender
til min far og stedmor,
fordi de ikke forventer det.
Jeg tror ikke min far nogensinde har fået en pakkekalender.

Jeg glæder mig til at pynte op,
en smule
men godt
og tænde julelys i samtlige vinduer.

Jeg glæder mig til at lytte til Københavns Drengekor med ‘Årets Krans Vol. 2’
og Bo Kaspers Orkester med ‘I denne mörka vintertid’.
Jeg er 40% svensk.
Alligevel er det den mystiske slaver jeg altid fabler om ….

Det vi kender så godt,
nævner vi ikke med et ord.
Det, der er nyt og anderledes,
peger vi ud og kredser om.

Det gælder vores ophav og vores jul.

De, som ikke dans(k)er om juletræet juleaften,
kan opleve gæster tude i bar forargelse.
Måske nyder de julen på en anden og mere stille måde,
fordi de lader julen være jul.

For mig er julen varme
– julen er nærvær.

For mig handler jul om længsel.
Forløsende længsel.
Sorgen er for længst vasket bort,
af efterårets regn.
Tilbage står julen
og svajer længselsfuldt i vinterens tyngde.
I det dybe mørke,
som vil være mørkt længe endnu.
Som peger på mørket inde i os
og tvinger os til at forholde os til det.

Prikker er også fregner
og det nogen gør på din skulder.
Prikker kan komme
og gå
for øjnene af dig
og fornemmelsen i dig.

Voksne længes hjem.

Written by Vinni Gren Bonde

oktober 3, 2023 at 12:38