Vinni Gren Bonde

Da Clara var lille – og jeg var højgravid med Kurt – holdt vi jul hos mine forældre på Bornholm. Det var det år, hvor der kom så ustyrligt meget sne, som vi ikke havde set på øen i 80 år.

Vi var sneet inde i næsten en uge, før det lykkedes en nabo at rydde vej og indkørsel for sne, med en gravko – på mine forældres ejendom i Østerlars, ude på landet med langt mellem landejendommene.

Da vi kom fri, kørte vi med snekæder ind til Rønne Havn. Vi kørte i en tunnel med tre-fire meter sne på hver side af os. Kom der en modkørende, måtte en af os bakke indtil der kom en indkørsel der var ryddet, hvor vi kunne bakke ind. Det så præcis ud, som på billedet herunder – som er fra den jul på øen.

Mens vi var på øen skulle en kvinde føde. Hun blev hentet i en tank af Forsvaret og kørt til Rønne Hospital. Civilforsvaret bragte mad ud i bæltekøretøjer til de ældre på øen, og andre i nød.

Da vi var ved at løbe tør for mad, bandt Morten kælken om livet og begyndte at gå til Østerlars Brugs, en gåtur på 4 km. Det var med livet som indsats. Han faldt igennem driverne adskillige gange, der var ingen veje ryddet på det tidspunkt – tre meter ned, og måtte kæmpe sig op og håbe på han ikke blev begravet i driverne. Driverne gik højere op end hustage, flere steder.

Vi så Morten syv timer senere. Han var ved godt mod, kold og meget træt. Og han havde mad med hjem, bundet til kælken – også min savnede kyllingesalat og tunsalat fra K-Salat. Jeg var jo gravid ….