Vinni Gren Bonde

Når moster Oda ved en familiesammenkomst siger: – Min afdøde mor har fortalt mig, hvordan vi her i familien skal fordele opgaverne mellem os, så påskefrokosten fortsat kan afholdes. Ja, så kan familien vælge at tænke, at moster Oda er skingrende skør. Eller, at afdøde mor må mene og ytre, hvad hun vil, men at det altså bliver de levende, og ikke de døde, der selv afgører den slags.

Hvis en veninde siger: – Jeg føler jeg skal sige til dig, at du skal omfavne din smerte. Ja, så kan man ryste på hovedet af dette og kassere det, hvis man altså synes det er en gang vås.

Noget ganske andet er, når vi begynder på Jesus og Gud retorikken. Her tør ingen ryste på hovedet.

Det er egentlig vildt, hvordan ‘Jesus fortalte mig, at ….’ ofte slynges ud i æteren i visse kristne kredse. Det får alt, der siges herefter, til at være validt. ‘Jesus sagde’ eller ‘Gud viste mig’. Indiskutabelt. Hugget ud i sten. Samtale slut.

Den, der først trækker Jesus siger kortet fører 1-0. For, ingen betvivler Jesus. Jesus har altid ret.

Så, hvem tør sige en menighedsbror imod, hvis han siger Jesus har fortalt ham, at Per skal være præst?

Konflikten er til at få øje på.

Enhver menighed vil nok have glæde af en form for guidelines for, hvordan man slynger Jesus siger ud i kirkerummet, så det sikres at blive brugt konstruktivt. For, det kan let gøre skade, ikke blot gavn. Fx som i ovenstående tilfælde, hvor samtlige regler for ansættelsesprocedurer overskrides, fordi der i en kirke er et ansættelsesudvalg, som ene og alene varetager afgørelser vedrørende ansættelse af præster. Jesus-lytteren dikterer bare, og på den måde har vedkommende sat sig over både ansættelsesudvalg og menighed. Men, vedkommende går fri og har ingen ansvar, fordi han henviser til the big boss (Jesus).

Hvem siger i øvrigt, at det er Jesus vedkommende hører? Kunne det være vedkommendes eget ego?

Måske man skal tænke sig rigtig godt om, inden man vifter med Jesus og med, hvad man mener Jesus har fortalt én. For, Jesus er næppe interesseret i konflikt, kaos og ballade – ej heller, at en hel menighed blindt tror, hvad en eller to personer siger, uden at stille spørgsmål eller udvise sund skepsis.