Vinni Gren Bonde

Min farmor var en éner! Alle, der har mødt hende, vil helt sikkert give mig ret. Der fandtes kun én af hendes slags. På både godt og ondt.

Min fætter Benny og jeg var hendes foretrukne børnebørn, og hun skjulte ikke forskelsbehandlingen. Min farmor fik mig til jazzballet hos Zitta de Fries, dans hos Britt Bendixen og ind i Gladsaxe Pigegarde. Skulle jeg noget af den slags, skulle det være hos de bedste!

Jeg er glad for jeg ikke var min farmors svigerdatter, for disse havde overordenligt svære vilkår. De fik kun lov at titulere hende Fru Gall, og skulle sige De. Men OK, det brugte man jo dengang. Hun var Københavner-frue, så der var ikke noget “godaw du”. Når hendes sønner var blevet gift, kunne deres koner få lov at kalde hende svigermor – men aldrig Eva!

Københavner det var hun – med stort K – og fra arbejderklassen. Der blev røget smøger, drukket kaffe, men ikke drukket alkohol – kun til fester. Dog var hendes far selvstændig og havde en stor grønthandlerforretning i Istedgade, som dengang var en fin gade, som min farmor altid sagde. – Vi manglede aldrig noget, sagde hun også altid. De var nok det man kan kalde den rige del af arbejderklassen, for de boede ganske vidst på 36 kvm – to voksne og to børn – men de havde penge, lækkert tøj og altid råd til god mad.

Der blev talt med flade a’er og ordet situation blev udtalt sitevation. En is var en iskage og en cykel var en cikel. Hvis nogen stak snotten frem, fik de én over snuden. Min farmor var hurtig i vendingen, og usikre typer var bange for hende. Hun havde humor, og hun var typen, der aldrig klynkede. Fru Gall var stærk, men samtidig varm og kærlig.

Min farmor var i 1950’erne alene med to drenge, hvilket der dengang blev set ned på. Der skulle tænkes og handles, for pengene skulle der til. Det var som at se Ida i Krøniken. De boede i en lille tarvelig arbejderlejlighed på Nørrebro, med koldt vand i køkkenvasken til at etagevaske sig i, og vaske hår i. Om onsdagen var der badeanstalten.

Min farmor var den ene ud af to kvinder, som var de første kvinder i landet, der optaget i Københavns Sporveje. Hun var billet-dame og ringede med klokken. Sidstnævnte krævede man var minimum 1.71 høj og det var højt for en kvinde, dengang. Min farmor var lige præcis 1.71 høj. Da busserne kom, fik hun kørekortet til bus og begyndte at køre Linje 5 og Linje 8 op og ned af Nørrebrogade, Christianshavn, ud til Staden osv. En enkelt gang var der nogen med, som sad på bagsædet og røg hash. Hun rejste sig, gik ned til dem og talte med myndig stemme: – UD af min bus!

Min farmor klarede sig, fik altid pengene til at slå til, og købte pels, hatte og flotte festkjoler til sig selv. Hun elskede sit job og blev ved HT i 28 år. Jeg ved med på hendes allersidste køretur, hvor kollegerne havde pyntet bussen op med balloner. Bagefter var der kaffe og kringle i remissen i Brønshøj. Min farmor fik mange venner i HT, og var et socialt menneske, som gik i kortklub og var vært på Folkets Radio.

Min farmors mor (min oldemor) havde en dansk mor og en jødisk far, som var født i Ukraine – helt ovre ved Sortehavet. Hans hed Wolf og hans forældre var født i hhv. Ukraine og Rusland. Jeg kan godt se noget slavisk i min farmor på fotoet herunder, hvor hun i øvrigt sidder i sin HT uniform. Først og fremmest synes jeg min farmor var smuk og stolt. Hun var super rank til det sidste og bar sig flot.

Hun var formidabel til at strikke, sy og brodere.

Jeg savner hende, og vores dejlige lune samtaler. Hendes hyggelige toværelses lejlighed i Brønshøj, som duftede af kaffe, Imperial Sæbe og blød veloursofa. Jeg kan endnu høre uret slå og hendes “åh”, når hun skal rejse sig fra stolen for at hente kaffen og nydelsen i at få et skumbad i hendes side-badekar på det lille KAB badeværelse med terrazzogulv og trafiklyde fra gaden. Og duften af risklatter.

Og hendes “haha” med flade a’er vel at mærke.

Farmor, jeg elsker dig.

PS: Min farmor er i dag en af mine åndelige guider. Jeg taler med hende, næsten dagligt.