Vinni Gren Bonde

Kvindekamp, klassekamp, racekamp, kønskamp, seksualkamp, what ever. Det er alt sammen skabt af magthaverne. Du ved, den der klub, der leder hele verden – og som du og jeg ikke er en del af.

Det lyder alstammen så rigtigt. Der er brugt rigtig meget krudt på, at få det til at skinne og se rigtigt ud.

Det hele er dog vendt på hovedet, i én stor manipulation. For den der klub er overhovedet ikke interesseret i, at kvinder får lige så meget i løn som mænd, eller kan få en au pair så de kan være direktører, eller at mænd også skal have ret til barsel, eller at farvede skal have samme goder som lyse. Nej, vi rager dem langsomt – det er kun skabt, for at skabe endnu mere polarisering og splid. Kamp!

Vi skal kæmpe – mod hinanden. For så længe vi gør det, kæmper vi ikke mod dem.

Ligesom i krige. Same fucking thing.

Lige meget værd er vi alle. Uanset farve, køn, seksuel orientering, højde, what ever. Det ved små børn. Det er logik på børnehaveniveau. Det glemmer voksne, så snart vi tillader at blive puttet ned i mindre og mindre kasser. Ting skal have etiketter. Vi skal kæmpe, helst indædt. Det skal være surt og hårdt – og vigtigt af alt: Vi skal være vrede.

Not me ….

Frihed, for den enkelte – for alle. Til at vælge. Til at leve det liv, der giver mening for den enkelte og for den enkelte familie. Uanset køn, seksuel identitet, farve, religion og den sædvanlige smøre.

Jeg forlod frivilligt et godt betalt job, for at gå hjemme og skabe ro i familien. De kunne have tredoblet lønnen og smidt en au pair oveni, nej tak! Det liv jeg valgte, kan ingen titler eller lønninger måle sig med. Det var mit valg. Jeg var færdig med at kæmpe mod egoer på ledelsesgangen. Jeg ville Hjem.

Andre kvinder kan vælge noget andet. Men at vælge at kæmpe (mod mænd?) er dødsømt og det har ikke virket indtil nu. Så det kommer det nok heller ikke til. Måske vi skulle tage andre metoder i brug?

De fleste jobs har reguleret løn. Her skal lønnen være lige, uanset køn, farve mm. Naturligvis. Det er bare en beslutning. Der skal ikke forhandles – der skal forlanges. Ellers er der ingen, der tager jobbet.

De løn, der forhandles individuelt, ja der må kvinder jo bare være lige så hårde forhandlere som mænd. Færdig. Ellers er de sgu da selv uden om det.

Jeg havde en kvindelig kollega, som fik det halve i løn af, hvad jeg fik. Chefen sweet talkede hende hver fredag eftermiddag, så hun gik på weekend og følte sig som en nøgleperson og en uundværlig medarbejder. Det blev hun våd i trussen over og glemte helt, at hun faktisk var hamrende utilfreds med sin lave løn. Den chef manipulerede hende bevidst til at være tilfreds og ikke gøre oprør, trods hun var meget mere værd.

Hun skiftede jobs flere gange siden, og hver gang takkede hun ja til en lorteløn. Hun solgte sig selv for billigt. Hun var alenemor, og kunne aldrig få pengene til at slå til. Havde hun dog bare løftet sig. Ikke kæmpet, men ophøjet sig selv.

Fokusér på løsningen, så forsvinder problemet af sig selv.

Altså, jeg er ikke en benhård forretningskvinde, men jeg har da gået fra adskillige jobsamtaler, da snakken faldt på løn. Hvis de selv nævnte niveauet og det var langt fra den pakke jeg havde forventning om, så rejsete jeg mig ganske enkelt op, gav hånd og sagde: – Tak for i dag. Og gik. Stille og roligt. Ingen ballade, ingen vrede, ingen brok. Gik bare hjem og børstede støvet af fødder. Ny samtale.

Kvindernes Kampdag er skabt for at skabe splid og har ikke kvinder for øje. Det er muligt, der arbejder nogen for Kvindernes Kampdag organisation, som reelt tror på det og vil noget godt med det. Det betvivler jeg ikke. Men også de er først bag lyset. De arbejder for noget, som ikke hjælper. Se på resultaterne. De taler for sig selv. Se på de reelle indsatser de foretager, er de egentlig noget værd?

Ja, så får vi måske flere statuer af kvinder, hvad så? Det er jo ikke det, der giver ligeværdighed eller lige løn. Det er bare statuer. Vi skal arbejde helt væk fra alt det der visse-vasse-virvar og trækket det højere op!