Posts Tagged ‘livet er et cirkus’
*** I’m here for the show ***
Mine damer og herrer
drenge og piger
unge og gamle
syge og fattige
raske og rige.
Til alle de elskende
og de ensomme
de sørgende
de medlidende
og dem midt i mellem.
Til de lydløse,
som henslængt kommer gående
ud af intet
omkranset af pastelgult lys
og ualmindelig charme
videre ind i mylderet
for at finde sig en kæreste,
– også til dem!
Må tilværelsen være god ved jer
og skænke jer muligheder.
Må vejen være smuk
og gaden fejet
naboens hund sove
når du glider forbi bag hækken.
Må alle du kender gå dig i møde,
på den yderste dag
og alle du ønsker at undgå
være forsinkede netop denne dag.
Må livets eliksir
være dråben i havet,
sprækken i hjertet
være lynet på himlen,
Må det stå klart for dig,
at du er som fundet
den uslebne diamant
vi har sammen fundet.
Egentlig ledte vi ikke
men dér var du.
Opstået af intet
videre gået, uden lyde.
Selv din skygge er pastelfarvet
din gang så selvfølgelig
du er som den hvide sibirske tiger,
ganske uviden om din egen skønhed
uden at det skyldes mindreværd
blot fravær
af denne viden.
Det må være den højeste form for skønhed.
Gad vide om Gud er bevidst om sin egen skønhed,
eller er det når Han betragter sit skaberværk han erkender den?
Ligesom Han ser skyggesiden,
der er alt andet end pastelfarvet.
Så er Gud i virkeligheden begge sider af medaljen?
Uomtvisteligt!
Det hele er bare et maskebal,
og når vi ser det
kan vi blive gode venner med Klovnen,
Narren, Djævlen, Pagen, Kejseren
og hans nye klæder
og Ypperstepræstinden
og alle de mange mange andre…
Hvilken maske vil du bære?
Du bestemmer selv!
Men den skal afleveres igen ved udgangen,
og næste gang får du en ny.
Tæppet går
du træder ind.
Til sidst har du båret alle slags masker
og så er der blot tilbage
at læne sig tilbage
og overvære showet.
I’m here for the show!
