Vinni Gren Bonde

Det er varmt
og hun er hævet,
over alle andre.

Går blødt
vuggende
som en jolle
dansende på bølger.

Hendes mand præsenterede sig
for en svagt hørerne,
til festen,
som murer.
‘Jeg er også frimurer’
kom svaret hviskende retur.
Indforstået smil.

Vuggende gennem festlokalet,
kjole med sommerblomster
blødt dansende
over buttede hofter.
Glad.
Gør glad.

Maleriet opløses
når man er tæt på.
Det er ikke andet en små bitte prikker,
intet giver mening.
Men på afstand ses meningen.
På den måde taler det
ligegyldige maleri
med gyldighed
meningsfuldhed.
Gad vide,
om det også gælder
andre af livets facetter.
Giver alt alligevel mening?
På afstand?

Var det på afstand vi valgte
vor maleri
vore forældre
søskende
venner
kolleger
svigerfamilie
krop.
‘Velkommen ombord’
rejsen er begyndt.
Vi bestemmer selv vejen.
Målet er rejsen.
Rejsen er målet.
Med vuggende hofter
og sin murer.

Alle hedder Isabella i dag
i går var det Susanne og Charlotte
i morgen er det noget fjerde.
Jeg savner endnu navnet Rikke.

Da jeg var barn legede jeg,
at jeg hed Fie.
Egentlig kunne jeg ikke så godt lide navnet,
men Fie var en pige fra klassen jeg kunne li.

Som barn havde jeg ikke vuggende hofter,
jeg havde lange ben,
svajryg og strutmave
– og basunkinder.

Fies far havde en lastbil.
Vi måtte godt lege på ladet.
Jeg har ikke set Fie siden udgangen af 2. klasse.
Der skiftede jeg skole – nyt maleri.

Folk har tre hænder
en højre, en venstre og en skærm.
Alle tre hænder flagrer foran kroppen
venstre med kaffe-to-go
højre med skærm.
Øjnene betragter ikke maleriet
men skærmen,
som har til formål at få opmærksomhed
væk fra maleriet.

To mennesker i togkupeen
får øjenkontakt
som de eneste i hele kupeen
kigger de ikke ned på den 3. hånd.

Resten af dagen tænker de på det,
at de så et andet menneske
i øjnene
i sjælen.
Det føles rart
bekendt
grænseoverskridende
uvant.

Svigerfamilier er som Højesteret,
alt hvad du siger vil blive brugt i mod dig.

Her er en pensel,
mal min ven
eller din.