Vinni Gren Bonde

Du finder mig mellem linjerne
i det usynlige spektrum.

Det er mellem noderne musikken opstår.
Det er mellem bevægelserne dansen lever.

Hvor blev insekterne egentlig af?
Vi tale om det i går.
For fem år siden måtte vi vaske dem af forruden på bilen.
I dag er der ingen?

Min datter øver violin.
Hvorfor antager folk det lyder forfærdeligt?
Det lyder ganske godt.
Bare nyt, som en påbegyndt rejse i det ukendte.

Jeg bevæger mig udenom det man bør,
og trækker vejret ved det jeg gør.

Det er mellem træets blade vinden synger
mellem fingrene bevægelsen siver.
I morgen løber jeg ud for at se luftens former.
Mon frakturer af frihed vil spottes?

Lad os samle bladene op
og tage hinanden i hænderne.
At danne en cirkel
er vel at danne et form?

Hvornår tog de egentlig former fra os?
Sagde vi skulle være formløse?
Ganske kønsløse
og ude af stand til at mærke vort Selv?

Jeg er ikke bange for solen
eller naturen.
Jeg er bange for det vi gør ved den.
Solcreme er ligeså sort som månecreme.

Mellem ordene jeg vender retur.
Befrielsens Grædemur.

Jeg kender en kvinde, der bér.
Holder børn i hånden under operationer.
Lægen opererer og fjerner det fysisk dårlige.
Hun går gør godt i det sjælelige.

Gad vide, om hun egentlig ved, hvad godt hun gør?
Eller om hun blot gør, hvad hun føler hun bør?

Bøn er det stærkeste kompostium jeg har stiftet bekendtskab med.
Det er som et “JA” man råber til Himlen.
Bøn er ikke ord vi lirer af.
Børn er ord vi ikke lirer af.

Der var en imam, en præst og en rabiner.
De fik sig en snak, af ord der kunne gløde.
For i en bund og i en grund
så var de enige, i al en stund.

Men former bedrager og ændrer vort syn
former i form af institutioner og “gryn”.

Jeg synger mellem noderne
og skriver mellem linjerne.
Jeg tegner streger på Himlen.
Og det er Frejas Sal.