Posts Tagged ‘livets ophav’
Dronninge Cobra
Jeg er Dronninge Cobra
– stolt, strunk og smuk.
Jeg går ikke – jeg skrider.
Mig, lister ingen om hjørner med.
Jeg passer mig selv – usynligt,
ligger snoet om Livets Træ.
Blander mig ikke, øjensynligt,
holder dog øje med folk og fæ.
Spiller du flaterende musik for mig,
åbner jeg mig – for synet af dig.
Danser en gudindedans,
til ære for livets substans.
Med min dans jeg taler med Liv:
Eva – som modtog min visdom, i Edens Have.
Det, som verden tolkede som forførelse og ondskab.
Grundet denne misforståelse, har ondskab siden været i verden.
Jeg er visdom, ikke ondskab.
Blander du dig i mig, og mit,
bider jeg giftigt
– hårdt og ubarmhjertigt.
Modgiften er visdom,
den – af Livets begyndelse.
