Vinni Gren Bonde

“Uha, jeg føler mig ophængt”, sagde billedet.
“Så skulle du prøve at være mig!”, fnøs skruen.

“Som skrue hænger jeg fast,
og bærer andres last.
Du – i det mindste – kan hænge og skue
nyde den smukke og vældige stue.
Folk dig betragter og udtrykker begejstring,
jeg udfører arbejdet og mærker belastning.
At være mig er ubekvemmeligt,
skruen uden ende – utaknemmeligt!”.

“Åh, du dåre, har du en skrue løs?
Du taler med forstand, som en uviden knøs.
Til skue jeg er – til spot og spe –
folk peger fingre og begynder at le.
Åh, hvis jeg bare – kunne gemme mig et sted,
være lidt alene – finde helle og fred.
Jeg dig misunder, du har din hule,
ud af revnen du alligevel kan skule”.

“I tåber!”, afbrød tapetet.
“Jeg har det meget, meget værre…”.

“Jeg er klasket op ad væggen,
trods jeg er stuens sande væsen.
Jeg mig ofrer i den store sammenhæng,
pryder hele rummet, som gobeliner og korssting.
Trods alle huller, skruer og billeder,
gør jeg den kunst, at danne helheder.
Jeg er af den ædle slags,
alligevel byder man mig klister og saks.”

“Hold op – hold fri”, kommenterede gulvet.

“Var det ikke for mig, ville I ikke bestå,
ingen entrere og ingen gå.
Var det ikke for jer, ville stuen være forladt,
særdeles afskyelig og ganske forhadt.
Hver evner en særlig (op)gave,
udtryk jer selv i bedste udgave.
Sammen er vi stuen – vi støtter hinanden,
ingen er noget – uden den anden.”