Vinni Gren Bonde

Da jeg var semi-professionel mavedanser lærte jeg en vigtig lektie: Det var pauserne der var de vigtige! Dansen opstod mellem bevægelserne. At fryse/ holde en bevægelse et stykke tid – inden jeg fortsatte – havde magisk effekt.

Jeg bestræbte mig på at blive en meget dygtig mavedanser indenfor genren Cairo stil (minimalistisk, underspillet og graciøs) og gjorde i den forbindelse mange tiltag. Jeg studerede arabisk på uni (Cairo dialekt), og lærte lige nok til at kunne udtrykke sangteksterne i min dans. Arabiske venner foreslog musik. En DJ mixe den. Kostumerne var skræddersyede fra Cairo. Om halsen bar jeg en stor 24 karat guldkæde med mit navn graveret på arabisk – bestilt hos en palæstinensisk guldsmed i Israel.

Det var dog først da jeg opdagede det magiske ved pauserne, at jeg for alvor peakede. Det havde langt større effekt, end noget andet jeg havde foretaget mig.

I pauserne åbnede dansen sig. Jeg var blot formidler af det, der i virkeligheden ville ud. Det var ikke hver gang jeg optrådte det lykkedes. Når det skete var jeg høj bagefter. Det samme var publikum. Sammen havde vi oplevet noget smukt. Et stykke magi. Jeg tænkte ofte på Sufidanserne, som netop havde til formål at bringe magi fra himmel til jord.

Som i mavedans og musik, således er det også i livet. Det er pauserne der er de vigtige. Det er hér livet opstår.