Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘manden er familiens beskytter

Er kvinder skabt til arbejdsmarkedet?

leave a comment »

Nej! Et stort og rungende nej!

Vi kvinder er skabt til at arbejde. Så absolut! Men ikke ude på arbejdsmarkedet anno 2026, for det er et maskulint arbejdsmarked. Selv omsorgsstillinger har maskuline former, som kvinder presses ind i. Det gør os syge. Det kan måske starte godt, men der følger et stressabonnement med og en sælgen ud af sig selv.

Kvinder bliver syge af arbejdsmarkedet
Samtlige af mine veninder er blevet syge af arbejdsmarkedet. Kun to af dem arbejder endnu, resten er sygemeldte, førtidspensionister eller klarer sig på anden vis uden at være en del af arbejdsmarkedet. Mine veninders veninder, som jeg kun kender perifert, har også (næsten) alle været syge. En af disse er blevet hjerneskadet af arbejdsrelateret stress. Hun kan i dag have svært ved at tale, huske og lave mad.

Stærke kvinder
Det skal lige nævnes, at vi taler om stærke kvinder. Power-huse! Kvinder i høje stillinger, der har udrettet store resultater. Kvinder, vellidt privat og arbejdsmæssigt. Kvinder, med høje krav til sig selv, dog uden at være perfektionistiske. Flere af dem virkelig glade for deres jobs. Men kan de tåle disse job?

Nej, i hvert fald ikke længere. De kunne måske som unge. Eller også var de bare mere manipulerbare som unge og fandt sig derfor i for meget, kunne bedre bære de maskuline krav, fandt sig i mere. Mærkede mindre efter, indad.

Mine veninder er alle mellem 53 og 61 år. Alle som en ønsker et liv (og arbejde) væk fra arbejdsmarkedet. De vil gerne gå hjemme. Gøren rent, lave mad, indrette, skabe hygge og stemning i hjemmet, lave kreative sysler, lave mad fra bunden og forkæle familie og gæster. De vil gerne dyrke deres store evner, i hjemmets base. Nogle af dem som selvstændige, med 100% hjemmearbejde.

Mine veninder nævner jeg naturligvis ikke med navn, ligesom jeg heller ikke nævner deres tidligere stillingsbetegnelser, for at sikre de er anonymiserede. Når jeg af og til skriver om veninder, er der med brug af alias navne.

Så, hvad er det, der gør, at så mange mennesker bukker under for arbejdsmarkedet anno 2026, herunder i sær kvinder og i særdeleshed kvinder i min alder+?

Arbejdsmarkedet er maskulint
Jo, som jeg allerede har været inde på, så er arbejdsmarkedet super maskulint. Mænd (maskuline mænd) kan i højere grad bedre klare det og tilmed finde værdi i det. Der skal skabes resultater, man måles og vejes og der skal bruges albuer for at komme frem.

Maskuline kvinder kan bestemt klare sig fuldt ud ligeså godt som mænd i det maskuline arbejdsmarked. Det er vigtigt at pointere! Og disse kvinder skal bare fyre den af. Jeg er på sin vis imponeret af dem. På samme vis gælder det, at meget feminine mænd har overordentlig svært ved det maskuline arbejdsmarked.

Vi alle indeholder noget maskulint og noget feminint
Vi alle indeholder både noget maskulint og noget feminint, både kvinder og mænd. De af os, der er meget feminine har svære vilkår ‘derude’. Og på et tidspunkt knækker filmen, hvis altså ikke man selv stopper det i tide.

Pædagoger, sygeplejersker, SOSU, lærere og andre omsorgsstillinger er underlagt hårde ods grundet nedskæringer og kapløb med tiden. De ville så gerne gøre noget godt for andre, og så ender det med de selv blive syge af det. Måske er det ikke engang muligt at udrette noget godt for andre i jobbet.

Svaret er Adam og Eva
Vi kan læse i Nag Hammadi Skrifterne, hvordan Eva var skabt inde i Adam (Adam betyder ‘jord’ på hebr. og Eva betyder ‘liv’). Først senere trådte Eva ud af Adam, men Adam var den, der stod forrest. Han var ansigtet udadtil. Der gik ‘ud’. Eva var hans indre stemme, rådgiver, ven, samlever og elskerinde. Hjemmet. Huset. Basen. Havnen. Trygheden. Visheden. Stabiliteten. Omsorgen. Intuitionen.

De var ét, men to dele – to forskellige dele. Sammen kunne de alt. Sammen var de et hele. Som ‘Davidsstjernen’, som Ying/ Yang hjulet, som sol og måne.

Adam er jægeren, skaffedyret, den stærke, Evas beskytter (han er jo udenom hende, hun er inden i), den klart tænkende, den der skærer igennem og træffer beslutninger, den der går i krig for sin familie, som giver ro på Evas feminine nervøsitet og ængstelighed der, som havets bølger, kommer af og til.

Den måde vi i dag lever på, forsøger Adam at være både Adam og Eva, for han skal både ud at skaffe føden, vaske tøj og gå på tvungen barsel. Eva lever som både Eva og Adam, ved at iføre sig Adams ‘jagt-dragt’ og tonse derud af med 140 kmt på hans domæne, for at skaffe til føden – men samtidig skal hun lave mad, hente børn og gøre rent. Og leve med at se på hjemmet, som noget hun svigter. Hun svigter sin Adam ved ikke at tage sig af det. Hun svigter sig selv og den hun er.

Det er det man på dansk kalder for lort med lort på.

Det er en Adam og Eva ude af sit naturlige element og derfor også ude af balance. Det er det woke socialistiske samfund vi i dag lever i, hvor vi er hønner, der skal være ens, tænke og agere ens. Gå i samme slags tøj, have samme slags job, for ellers er vi ikke lige meget værd. Lærer vi!

Intet kunne være mere usandt.

Mænd og kvinder er lige, har altid været det og vil altid være det
Fra fødslen er vi lige meget værd. Og det er vi hele livet igennem. Den største succes opnås via gensidig respekt for Adam og Evas forskelligheder.

Vi kan udrette ALT, når vi står i vores eget element – i balance. Og det er det magthaverne ikke ønsker, for så har vi pludselig ikke længere brug for dem. Så klarer vi det (meget bedre) selv! Tænk over det.

For de mænd, der ønsker at gå hjemme og passe børn: Gør det. Hvis du er en feminin mand, så giver det mening for dig. Hvis du er en overvejende maskulin kvinde og i en alder af 65 ønsker at arbejde, så gør det. Endelig. Og jeg taler altså ikke om udseende her. Maskuline kvinder kan sagtens gå i stiletter og have kunstigt hår klistret på og lange røde negle. Det er energien jeg taler om. Vores kerne.

Løgnen bag, at få kvinder ud på arbejdsmarkedet
Da de i 50’erne talte om, at kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet, fordi de ikke skulle være deres mænd underdanige, ja, så skabte de en konflikt mellem Adam og Eva. Det er det trick magthavere altid benytter.

Konsekvenserne ved at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet
Nej da, det handlede ingen lunde om, at de ønskede kvinder det bedre. Ha ha. Det handlede om, at de ville have endnu flere at trække skat fra. Kvinderne kom ud i lortestillinger, til en lorteløn. Dårligere løn end deres mandlige kolleger. Hvis noget var underdanigt, skal det findes i den løgn staten kom som argument for, at vi kvinder skulle på arbejdsmarkedet. At arbejdsgiverne samtidig fulgte trop og ringeagtede kvinder via en dårlig gage, gjorde dette samfundsændrende vanvid til en grotesk affære.

Dertil kom, at kvinderne stadig havde det fulde job i hjemmet. For mænd kunne da ikke lave mad, vaske tøj og gøre rent. Det havde de jo aldrig gjort, så hvordan skulle de overhovedet bære sig ad med det?

Familien blev spillet, slidt og nedgjort. Der var mindre tid og mere stress.

Børnene kunne ikke længere gå hjem fra skole, til mor. De skulle på Fritidshjem. Så nu opnåede staten også, at børn blev trænet som små soldater i, at være ‘på fabrikken’ fra 8-16, dagligt.

Hvad i alverden er det for et lorteliv?

Her gik børn hjem fra skole kl 13 og fik syltetøjsmadder på køkkenbordet, mens mor skrællede kartofler. Nu skulle de til at være moderne (det gamle ord for woke), så nu var der ingen kære mor hjemme mere.

Siden 50’erne er det kun blevet langt værre. Dengang var der råd til, at mor gik hjemme, selvom far havde en jævn lav indkomst. Dels kunne man via pantebrev låne til en bolig og familien kunne klare sig med én bil, hvis overhovedet nogen, og med en årlig sommerferie hos familien i Jylland. Ikke noget Dubai og to skiferier oveni.

I dag skal der store indkomster til at klare sig
I dag skal der to høje indkomster til, før man overhovedet kan få go fra banken til at købe et helt almindeligt røvsygt parcelhus i pipfuglekvarteret. Folk arbejder jobs de hader, fordi de frygter at miste det. Fordi det betyder de går bankerot. De har brug for to biler for at køre den lange tur til arbejde, og ungerne ser de kun mellem 6 og 7 om morgenen og igen mellem 18-21 om aftenen. De mørke timer. De trætte timer.

Folk er stressede og syge som aldrig før. Dårlig samvittighed kører non stop, fordi de ikke slår til. Adam slår ikke til som mand. Som far. Han er fraværende og kan ikke brødføde sin egen familie. Det største knæk for Adam. Eva slår ikke til, for hun skal både lege Adam samtidig med hun svigter hjemmet som sejler og børnene skriger på mere mor-tid og familietid. Det største knæk for Eva.

Den er fuldkommen gal. Det er by design og bliver derfor ikke ændret. Vi skal ændre det selv!

Adam og Eva skal selv ændre det
Staten kommer ikke til at foreslå kvinder at rykke hjem igen. For det har de ingen vinding af. Det er os kvinder, nej vi mænd og kvinder, som sammen må vælge hjemmet til. Vælge Adam og Eva til.

Photo by cottonbro studio on Pexels.com