Vinni Gren Bonde

Var på café i dag. Nød stille min double espresso, mens jeg skuede langt ud i rummet. Læste ikke i noget, havde ingen mobil med. Sad bare og nød. Smagen af denne fantastiske kaffe. Stedet. Roen. Og bare satte øjnene på uendeligt … Jeg havde lige 15-20 minutter, hvor jeg kunne sidde og nyde livet – bland andre artsfæller. Troede jeg.

Desværre var jeg den eneste på caféen, der sansede og nød. Der sad otte andre i lokalet, udover mig. De var alle gråhårede og over 65 år. Og de sad alle uden undtagelse, og stirrede ind i hver deres smartphone. To veninder swipede og viste hinanden fotos og kommenterede højlydt. Kaffe, boller og mad blev konsumeret i fuldkommen manglende tilstedeværelse, alt imens hovedet var inde i skærmen. Hvis nogen sad og “nød” min mad på den måde, ville jeg blive fornærmet.

Den form for skærmbrug vi ser anno 2019 er simpelthen det ny rygning. Folk gemmer sig bag skærmen, tager den op og glor straks ind i den og roder ved den, så snart vennen har rejst sig for at gå på wc. Ingen kan længere hvile i sig selv og bare være tilstede. Trist.

Det er stukket helt af.