Vinni Gren Bonde

Jeg elsker tørklæder! Både som kreativt udtryk, stil-signal og som en praktisk foranstaltning. Når jeg er i køkkenet har jeg tørklæde på. Jeg bryder mig ikke om hår i maden, eller mad i håret. Her er tørklædet min ven.

Jeg bruger også slaviske blomstrede tørklæder, turbanner og farverige hør-tørklæder – til at gå med udenfor hjemmet. Bare fordi det er smukt og kreativt! Jeg elsker også hatte. Jeg har en cowboy-hat og en smuk elegant sort uld-hat med skygge anno 1945, i bedste Gitte Grå stil (fra Matador).

Danske kvinder bar tørklæder i århundreder – ja, indtil i forgårs

Da min mor var barn, på landet 1950’erne, gik alle kvinder med tørklæde (og gik hjemme). Det var tradition. Det var almindeligt at gå til frisør og få vasket hår én-to gange om måneden, resten af tiden passede man på håret, ved at tage tørklæde på.

I århundreder har kvinder båret tørklæder i Danmark – ja i hele verden. Det er faktisk først for ganske nyligt – nemlig ved feminismens indtog i 1970’erne – at dette stoppede. Før den tid var der ingen kvinder, der bevægede sig ud af hjemmet uden tørklæde på (eller hat, hvis man skulle være fin). Og ingen kvinder trådte ind i en kirke uden at have noget på hovedet.

Selv da denne praksis efter mange århundreder stoppede, brugte de venstreorienterede feminister såkaldte ‘lilla bleer’. Disse farverige tørklæder var symbol netop på feminisme og et politisk signal, der første gang blev set til en anti-atom march i Tyskland i år 1967.

Et stykke stof med teologi i

Kristendommen har kørt tørklæde-praksis i hele verden og gør i de fleste lande stadig. Det er faktisk kun i vesten vi opgav tørklædet for nyligt. Katolske og ortodokse kvinder bærer stadig hovedbeklædning ved kirkebesøg, selvom paven i 1965 lempede kravene delvist, for katolikkerne. Visse steder på landet i Sydeuropa og på Balkan ser mig stadig kvinder bære tørklæde – både i kirke, men også i det daglige virke. Det er simpelthen en del af hverdags-uniformen, som det var i Danmark før 1970.

De fleste – der husker livet før 1970 – husker, at mænd tog deres hat af, når de kom ind i en kirke (mænd gik nemlig med hat før i tiden). Kvinderne beholdt deres tørklæde eller hat på, når de gik ind i en kirke.

Hvad siger Biblen om tørklæder?

Men, hvad siger Biblen egentlig om tørklæder? Er det bare en gammel tradition, et kulturelt levn eller er det rent faktisk et teologisk påbud? Hvis ikke du ved det allerede, vil du blive meget overrasket!

I Paulus’ 1. brev til Korintherne 11 v. 3-16. står der:

Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed. Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud. Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved? Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør.

Denne tekst har været genstand for megen debat i kristne kredse. Ikke før i tiden, for der blev den taget for pålydende: Kvinden skulle dække sit hoved under profeti og bøn, og som symbol på myndighed (autoritet) hos hendes mand, som er hendes [over]hoved. Kristendommen var klar: Kvinder skal bære tørklæde!

De seneste 50 år har teksten dog skabt diskussion i de kirker, der har taget teksten op. For, skal man tolke teksten direkte, eller skal man se på apostlen Paulus’ tørklæde-opfordring som en del af datidens tradition i egnen omkring Korinth, som én der ikke længere gælder for kvinder i vores tid og i vores del af verden? Altså, en allegorisk tolkning af teksten.

Kirken, der tog tørklædet tilbage

Der er dog kristne anno 2026, der tager Paulus’ tørklæde-opfordring yderst bogstavelig. De mener Paulus var under ledelse af Helligånden og at det er Guds vilje, at kvinder bærer tørklæder i kirkerne. At denne tekst har relevans i dag ligesåvel som dengang.

I USA er der i disse år en større tørklæde-bevægelse indenfor frikirkemiljøet, herunder blandt andet Calvary Reformation Church. Pastor McLeod holdt i 2014 en prædiken, hvor han opfordrer kristne kvinder til at genindføre tørklædet, med reference til Paulus.

Kvinder i hobetal vælger at bære tørklæde i kirke, under bøn og til andre kristne møder, præcis som Paulus opfordrede til. Andre vælger en full-time praksis og bærer tørklædet så snart de forlader hjemmet, på linje med mange muslimske kvinder. Nogle kvinder bærer endda tørklæder, der til forveksling ligner de muslimske, som dækker hals og hår fuldkomment. Mange ligner til forveksling jødiske bosættelses kvinder i deres til og farver. Men generelt er tørklæderne forskellige og meget varieret i udtryk.

Der er adskillige foreninger, hvor kvinder deler deres vidnesbyrd – altså historien om, hvorfor de har valgt at tage tørklædet på. Ofte i ledtog med en beskrivende beskedenheds-dresscode bestående af ankellange nederdele i bomuld og hør – der således ikke klæber til kroppen – lav til ingen brug af makeup, praktiske behagelige sko uden høje hæle mv. med henvisning til 1. Timotiusbrev 2. 9-10.

Det er værd at bemærke, at flere af kvinderne i disse såkalde headcover movements er højtuddannede kvinder. Mange har trukket sig fra mainstream livet, er hjemmegående, får mange børn og hjemmeskoler disse. Lidt morsomt, for det ligner jo det liv Morten og jeg har valgt, hvilket er et eksempel på strukturisomorfi. Tilbage til de kristne tørklæde brugere.

Flere af kvinderne ytrer ønske om at underordne sig deres mænd, for at ære dem og for at respektere den Gud-Kristus-Mand-Kvinde rangordnen Paulus beskrev. Tørklædet bliver her et symbol på mandens autoritet. Andre igen peger på åndelig udvikling, som fx Jessica, der på sin blog skriver:

Jeg bærer ikke hovedbeklædning, fordi jeg allerede er perfekt; jeg bærer hovedbeklædning, fordi jeg erkender, at dette bibelske redskab har kraften til at hjælpe mig med at vokse og blive den, Gud ønsker, at jeg skal være.

Så, tørklædet har altså mere end én symbolsk betydning for disse kvinder. Dog alle er enige om, at det er Guds ønske, at kvinden bærer et tørklæde – som minimum under bøn og i profetisk tale (altså, i kirke).

I Danmark er der ingen kristne kvinder, der er begyndt at bære teologisk tørklæde. Ikke officielt i hvertfald. Måske kommer det. De kristne frikirker her i landet har deres oprindelse fra USA, og der bliver kigget til menighederne ovre i USA, så måske kommer det – og som oftest med 10 års forsinkelse.

Eller er vi danske kvinder for moderne, højtudviklede og hævet over den slags?

Når symboler føler sig truede

Så er der det sociologiske aspekt. For, i takt med Woke-bølgen, hvor kønsroller ophører og transgender kører på sit højeste, vælger mange – herunder i sær religiøse mennesker – en reaktiv traditionalisering. De går simpelhen tilbage til deres oprindelige traditioner, i et forsøg på at reparere en verden, der tydeligvis ikke dur – set med deres øjne.

På samme vis som det danske moderne ideal om, at mænd og kvinder skal dele forældreorlov og husarbejde ligeligt. Men flere danske undersøgelser (bl.a. fra Aarhus Universitet om de såkaldte ‘langtidbarsler’) viser, at mange forældre – især veluddannede og i længerevarende orlovsforløb – ender med at gå tilbage til en ret traditionel kønsrollefordeling: Kvinden bliver primær omsorgsperson og hjemmegående i en længere periode, mens manden forsørger.

Tørklædet er et kristent påbud – ikke muslimsk!

Interessant er det, at da de kristne stoppede med at bruge tørklæder i 1970’erne, begyndte muslimerne. Faktisk var muslimske kvinder frarådet brug af tørklæder af deres regeringer indtil 1970’erne flere steder som fx Teheran og Libanon. Dog var det frit for og kvinderne måtte selv vælge. Så de to religioner krydsede hinanden netop i denne brug versus ikke-brug af tørklæder.

Når man kigger på Koranen versus Biblen, så er Biblen faktisk mere pro tørklæder end Koranen er. Det vil nok komme bag på mange.

I Koranen finder vi verset om tørklæde/ brystdug i Surah 24, an-Nur, vers 31, der påbyder kvinder at:

… holde deres tørklæder ned over deres bryståbninger.

Verset handler primært om, at kvinderne skal dække deres barm – ikke eksplicit håret! I moderne tolkning har man diskuteret om Koranen kræver hovedtildækning specifikt, men tekstens fokus er primært på beskedenhed generelt – modsat 1. Korinther i Biblen, der eksplicit taler om hovedet.

Verset om kjole-brug finder vi i Surah 33, al-Ahzab, vers 59 der siger, at Profetens kvinder, døtre og de troende kvinder skal:

… trække deres kjoler ned over sig.

Altså, at trække deres overkjortler tættere om sig, så de kan genkendes og undgå at blive generet. Her tales der om en yderkjole, ikke et hovedtørklæde specifikt.

Kort sagt: Koranen påbyder ikke tørklæde. Det gør Biblen!

Muslimske kvinders brug af tørklæder er politisk ved lov i visse muslimske lande. Muslimske kvinder i Danmark, der bærer tørklæde, gør det af kulturelle grunde. Ikke af Koraniske. Heller ikke selvom de føler de gør det af religiøse årsager. For der intet belæg for tørklædebrug i følge Koranen. Der er dog – præcis som i Biblen – påbud om at dække kroppen.

Hvor tørklædet ‘knækker’

Indtil år 1990 kunne man ofte ikke se forskel på en muslimsk og en kristen kvinde i Jugoslavien. De bar de samme blomstrede tørklæder (šamija) – særligt ude på landet – samme tøj, samme sprog, samme kultur, mad, sange, danse, ja tilmed samme etnicitet. De VAR det samme folk, hvoraf nogle – under indflydelse af det dengang ottomanske styre på Balkan – valgte at konvertere til Islam – givetvis grundet de skattemæssige fordele, der var forbundet med det.

Efter krigen i Jugoslavien – med mange ødelæggelser til følge – har arabiske lande doneret nye moskeer til Bosnien & Herzegovina, hvilket har medført indflydelse i området, der har gjort de bosniske muslimer mere arabiske i deres udtryk. De slaviske blomstrede tørklæder er byttet ud med arabiske styles. Noget jeg personligt synes er tragisk. Ikke fordi jeg har spor i mod de arabiske tørklæder, ingelunde! Men det smukke og særegne ved Jugoslavien var netop, at muslimer og kristne (katolikker såvel som ortodokse) levede side om side i sameksistens i århundreder og delte samme kultur – samme tørklæde.

Nu er de mere opdelt, fordi visse muslimkredse i Bosnien & Herzegovina med deres nye arabiske styles udtrykker: Vi er muslimer først og fremmest, bosniere dernæst. Tidligere var det modsat: Vi er muslimer, ja, men vi er først og fremmest bosniere/ jugoslavere. Og havde de burkaer på – før krigen – var de i ottomansk stil (bredstribede med sort niqab), ikke arabiske.

Dette får det blomstrede Balkan tørklæde til at miste kulturhistorisk betydning, til fordel for religion. Symbolikken ændres.

Tørklæder forever!

Jeg elsker tørklæder og elsker i sær, når de er båret bevidst, for at symbolisere lang traditionsrig kultur i det område man bor i, eller et smukt kreativt udtryk.

En del af mig synes faktisk der er noget fedt ved, at have en form for religiøs symbolik i sin påklædning. Også selvom jeg er spraglet og elsker lårkorte kjoler, netstrømper og høje sko. Og farver, glem ikke farverne! Men, jeg synes der er noget smukt ved en påklædning – et tørklæde – som er båret på grund af sin tro. Så længe der ligger kærlighed bag. Ikke tvang eller frygt.

I det her blogindlæg kunne jeg have valgt at skrive om de jødiske bosætteres brug af tørklæder, indernes eller vikingeres. Nu valgte jeg de kristne og muslimerne, fordi Danmark er et kristent land med mange muslimske indvandrere.

Dertil kommer mit fokus på det ikke-religiøse tørklæde, som skyldes historie, tradition og kultur. Dette har min store interesse, for det fortæller noget om, hvem vi er. På godt og ondt. Eller ingen af delene.

Faktum er, at farmor gik med hat og mormor med tørklæde. For det gjorde man dengang og havde gjort det i århundreder.

Ja, lige indtil i forgårs.

Min mor er født i 1948 og hun gik med tørklæde i bedste Vivi Bak stil, som var hot mode i 1960’erne. Noget ala det her:

Uanset om det er for Gud, for mode, for min mor eller for mit hår – så er tørklædet min ven. Og sådan forbliver det.