Vinni Gren Bonde

Langt ude på landet
bag den yderste bjergtinde
der, hvor den sidste dal i verden snor sig
der, hvor de sidste små stenhuse for længst er ophørt
og hvor røgen fra deres skorstene ikke længere kan ses
– når man vender sig om og skuer –
helt derude ligger det.

Græs afløses af hvide skyer i knæhøjde,
hvide svaner med guldnæb svømmer lydløst rundt.
Der er ingen vind,
men masser af luft.
Der er ingen lyde,
men sagte musik.

En tom robåd nærmer sig stille
– vi sætter os i den.
Langsomt sejler den afsted med os
vi er opfyldt af fred.

Landskabet åbner sig
og aldrig har vi set noget så smukt
så forunderligt smukt.
Smukkere end hvad fantasi kan frembringe af skønhed.

Her er vi
uden ord.

Vi nærmest svæver
i skyer
alt er hvidt
og blødt
og vi ser ud, som da vi var børn.

Vi begynder at le
alt er en fryd.
Vi er mere i live
end livet.

Her flyder vi afsted – du og jeg.
Tid er ophørt
og ved ét blink
er vi retur i hverdagen.

Mød mig, min ven
mød mig bag den yderste bjergtinde.

Jeg spærrer en plads i båden til dig.