Vinni Gren Bonde

Lampen lyser igen,
ud gennem vinduet hos den underlige genbo, længere nede af vejen.
Jeg har boet her i snart otte år.
Man siger ellers, at det er i København man ikke kender sin nabo …

Kender du den fornemmelse,
at få en smag i munden
– og så huske en særlig episode som fireårig?
Jeg så mig lige bage jøde-kager til jul med min storebror.

Siden jeg var 10 har jeg drømt om at være jazz-sangerinde.
Jeg tror jeg er det,
bare uden at gøre det.
Lidt ligesom sex i ægteskabet.

Det er underligt at være 43.
Jeg føler mig ung
– og gammel, på samme tid.
Og ved jeg er det.

Det er sjovt,
som virkeligheden skabes i tanken.
Så er det jo godt vi har tanker
– som vi selv kan forme, som skumdyr.

Jeg er endnu dybt naiv,
i mange sammenhænge.
Vælger at tro det skyldes min oprigtighed
– som kan virke som dumdristighed.

Sarah Vaughan er sort,
synger i rummet mellem forførerskhed og melankoli.
I mit hoved er jeg i Saxogade
– og spiser hønsesalat fra K, med en gaffel.

Efterår, er der jeg befinder mig!
Det er der, de røde nuancer træder frem
– hvor sommerens kådhed går på hæld
og livet virker afprøvet.

Åh, lad mig være træet i skoven,
med adgang til frisk luft konstant.
Lad mig være svalen,
den synger så smukt.

Som 11 årig spillede jeg på trompet med lyddæmper,
skattede til Ella Fitzgerald i natradioen.
Det gav mig mening og tryghed,
som kaffe med god chokolade.

Jeg elsker min mands ryg.
Den er lige – på en insisterende måde.
Lidt ligesom hans sind,
der altid virker parat.

Min genbo er underlig,
dem – lidt længere nede af vejen.
Jeg tror ikke det skyldes dem,
måske skumdyrene i mit hoved.