Posts Tagged ‘nattens dronning’
Natten
Natten er min ven.
Jeg går den ofte tidligt i møde
– og holder fast i den,
så længe dagen efter tillader.
Jeg spørger den om lov,
natten.
Vi har en pagt,
natten og jeg.
Overholder jeg min del,
møder den mig
med blød og venlig kind.
Natten er sort og kølig.
Natten er min ven
– månen min fingerring.
Det er hér, i natten,
mit dyb høres.
Natten rummer uanede muligheder,
og taler til mit indre øre.
Det er som om dagen er til,
for at udleve nattens visioner.
Jeg er aldrig ensom om natten.
Det er dagen og uroen, der gør mig ensom.
Om natten hænger jeg sammen med det store hele,
som sjælen i vuggen.
Den lyse nordiske kvinde,
det er mig.
Den lange, kølige og mørke nat
er inde i mig.
