Vinni Gren Bonde

Jeg flår mit tøj af,
har fjernet neglelak og make-up.
Står nøgen og alene
på marken
– i vinden.
Breder mine armene ud.
Lukker mine øjne
og mærker mit inderste jeg.
Nøgen og sand.

Mit sandfarvede hår
har jeg flettet og samlet ovenpå hovedet i en krans.
Lagene fjernes, alle.
Som ringe sidder de om hofterne
og kastes nådesløst bort.

Jeg finder ind til en mørklødet mand,
med skinnende sort hår og rå hud.
Han stemme er rusten som Mauros.
Øjnene er mørke og trætte af bundløs smerte.

Han synger om krig og elendighed
– jeg fattes af dyb sorg og fortvivlelse.

Ud af min mund, høres hans hjerte-sønderrivende råb: “Sidon !”,
som af vinden bæres til omkringliggende byer
kilometervis borte.

Sidon, Sidon
du klagende mand
– du smertens by.