Posts Tagged ‘nomadeliv’
Barndommens hjul
Jeg er født på hjul.
Mine forældre flyttede hver 1,5 år.
Vi skiftede adresse som andre skiftede sko.
Sagde farvel til det ene værelse,
og goddag til det nye.
Vinkede farvel til den ene tilværelse,
sagde goddag til den nye.
Hjulene gav mig omstillingsparathed,
lærte mig kunsten at finde orden i kaos.
Den blev min tætteste ven
og har fulgt mig siden hen.
Mit hjem er inde i mig,
adresserne er udenom mig.
Tove Ditlevsen slog rod i Barndommens Gade,
fra hvem hun fik de vagtsomme øjne.
Jeg kappede rod som flyttekassens nomade,
fra hvem jeg fik mit intense blik.
Hjulene viste mig frihed og parathed,
rutens udsigter og indsigter.
Konstante ændringer dukkede op undervejs,
som et rovdyr aflurede jeg andres adfærd.
Barndommens hjul gav mig ulvemod,
lærte mig at spotte løgn fra sandhed.
Andre rejsende genkender min sang,
melodien er hjertets melodi.
