Vinni Gren Bonde

Sponfirmation er det ny begreb for non-firmation. Helt genialt begreb! For det er præcist, hvad det handler om: “Mor og far sponsorerer en ikke-fest for mig”.

Det er som et baby-shower: “Kom og fejr mit ufødte barn!”. Det handler udelukkende om at få gaver.

Så – når mit barn ikke vil konfirmeres, fordi vi ikke er rigtig kristne-agtigt, så skal der altså holdes en ikke-fest. En sponfirmation. Her er det så jeg tænker, at det er lige så søgt, som hvis mit barn ikke skal have en Bar Mitzvah, fordi vi ikke er rigtige jøder, og så vi holder en Bar Min-røv fest i stedet.

Hvis vore børn ikke vil konfirmeres (hvilket jeg til fulde forstår), hvad så med at holde en ungdomsfest for barnets venner, med cola og chips (og undgå at involvere hele verden i ens barns fravalg)? Eller undlade at holde noget overhovedet. Vi skal vel næppe fejre noget, som ikke er. Tilmed sidde voksne mennesker rundt om et bord og ønske “tillykke”, med noget som er valgt fra? “Tillykke med dit fravalg”? Øh…

For mange år siden skrev jeg blogindlægget “I don’t do polterabends”, og jeg er på nippet til at tilføje sponfirmationer i samme kategori.

At tale om en særlig mærkedags-fest fordi de unge træder ind i de voksnes rækker holder ikke i byretten. Det gav mening i gamle dage, hvor de unge røg ud af skolen som 14 årige, fik en skudsmålsbog og kom ud at tjene. De blev vitterligt gjort til voksne fra den ene dag til en anden. Samtidig var menig mand så fattig, at en konfirmationsfest (ofte for allernærmeste familie, holdt hjemme i den ekstrem lille stue, og bestående af håndbajere og smørrebrød) et “nu har vi som forældre gjort vor pligt, nu er du voksen og klarer dig selv fremover – og du kan nu sige tak”.

Rend mig i træt-i-tionerne, når de ingen lunde længere giver mening og derfor ingen værdi tilfører. Det er et skuespil.

Læs også “Så sig dog nej, Kaj”

Jeg hører folk stresse hele foråret over alle de mange fester de er inviteret til. For det er jo slet ikke nok med en sponfirmation. Der skal også afholdes dimensionsfest i 9. klasse, 18 års fest, studenterfest, foruden det typisk er i foråret barnedåbe og bryllupper falder. Hver weekend kan gå med diverse forventnigns-fester, så de indbudte er helt forpustede og ikke når at restituere i weekenderne, fra deres arbejde. Stress, udbrændthed og psykoterapeut, der skal lære dem at sige “nej”. Det er nemlig stadig uacceptabelt at sætte sig selv og egne behov først.

Engang modtog jeg en sms med teksten: “Jamen, det er da godt at du får tilfredsstillet dine behov, Rebecca”. Fordi min mand (på vore vegne) havde takket nej tak til at deltage i en rund fødselsdag. Jeg tænkte, ja – det er det faktisk. For hvem skulle ellers tilfredsstille mine behov, hvis ikke jeg? Det har taget mig mange år at lære.

Det kan have en pris at takke nej. Det ved folk, og tør derfor sjældent. Jeg hører det så tit “Jamen, vi bliver jo nødt til at tage afsted”. Så hellere bide i det sure æble, troppe op til fester som de i flere tilfælde slet ikke har lyst til at deltage i (af diverse grunde) og så blive syg, stresset, kortluntet og svigte både haven, huset og ikke mindst: Sig selv. Dårlig cirkel. Og hvis liv er det så lige de lever? I hvert fald ikke deres eget.

I dag bor de unge hjemme til de er færdige med gymnasiet, bliver serviceret i hoved og rumpet og får tilmed penge for at studere. Det er dejligt, at vi som forældre har mulighed for at give dem sådan en tryg og lang barndom. At vi som samfund er så rige og kan motivere unge til lange uddannelser. Jeg opfordrer de unge til at rejse jorden rundt i et par år efter gymnasiet, og “pisse” tiden væk. For at lære dem selv bedre at kende og finde ud af, hvad de vil bruge deres liv på.

Ikke-fester som sponfirmationer og Bar Min-røv hører ingen-steder hjemme.