Vinni Gren Bonde

I forbindelse med min 50års fødselsdag den 11. september 2022 har jeg foretaget et tilbageblik på min barndom. Jeg føler mig meget overbevist om at jeg bliver 98 år, og har derfor på nuværende tidspunkt kun levet halvdelen af mit liv. Planen er, at resten af mit liv skal blive lige så godt som livet indtil nu. Der behøver dog ikke at være lige så meget fart på, tak.

Fra jeg var 0-15 år boede jeg i Ølstykke på ikke mindre end syv adresser. Jeg har et ocean af erindringer, heraf langt de fleste rørende smukke, direkte morsomme og andre meget tidstypiske. Jeg er barn af 70’erne, og der er mange herlige ting at sige om dette.

Over de kommende par uger vil jeg udgive et skriv fra hver af de syv adresser jeg har boet på. Så følg mig på min blog.

I dag begynder vi med begyndelsen, og begyndelsen var Stationsvej 81, 3650 Ølstykke.

NB! Af hensyn til andre menneskers privatliv, har jeg valgt at gøre alle navne fiktive, med undtagelse af min nærmeste familie (dvs. forældre, søskende og bedsteforældre).
—-
Barndomserindringer #1 Stationsvej 81, 3650 Ølstykke

Stationsvej 81, 3650 Ølstykke

Jeg blev født i 1972 – på Frederikssund Hospital. Vi boede i det hus som havde været min mormor og morfars. To mennesker jeg ikke kendte, da de begge var døde inden jeg blev til. Min mormor var fra Bornholm og havde en lidt magisk udstråling på billeder jeg har set af hende. Hun hed Ruth. Min morfar hed Regnar og var fra Simested i Nordjylland. Han var barn nummer 11, og lukkede køer ud på marken klokken fire om morgenen, på bare tær, allerede som fireårig. De mødte hinanden på Bramsnæsvig, hvor min mormor var malkepige og min morfar var karl. De var hhv. 14 og 15 år. De fik seks børn og blev sammen til deres død.

Min mor voksede op i dette hus. Et lille bondehus med rødt bliktag. Lyden af regn på bliktag talte min mor ofte om. Hun fortalte også, at min mormor ikke kunne fordrage stormvejr. Hun blev dårlig og gik i seng når en kraftig vind blæste. Som voksen forbandt jeg det med at hun var fra Bornholm, og havde en særlig respekt for havet, og derfor vinden. Men hendes forældre var nu ikke fiskere, så det er slet ikke sikkert. Hendes mor var datter af en svensk indvandrer, som bragte efternavnet Gren med fra Sverige.

Huset lå i et skovbryn i Gamle Ølstykke, nogle kilometer udenfor byen. Min far lagde varmt vand ind og tørkloset, så vi slap for lokum ude. Men badeværelse var der ikke. Der var etagevask i køkkenet, og et plastikbadekar til mig som lille. Min mor og min mormor gik sammen på badeanstalt hver onsdag i min mors opvækst. I min mors barndom måtte de om vinteren isolere med avispapir indvendigt på ruderne, for at det ikke trak for meget ind. Der var is på, indvendigt. Det var så lavloftet at min høje morfar, og senere min høje far, måtte dukke hovedet ved hver loftsbjælke han passerede. Min mor fortalte, at min morfar havde en bestemt rytme, et system, han lavede med hovedet, når han gik igennem stuen, så han dukkede hovedet de rette steder helt uden at sænke farten. Jeg forestiller mig det måtte have lignet en særlig form for dans. Som når man ser nogle etniske dansegrupper vugge med hovederne.

Min morfar var i øvrigt med til at bygge jernbanen og sætte telefonpæle op. Min mormor havde rigeligt i at gå hjemme med alle de børn, og sørge for dessert efter middagsmaden, også på hverdage. Hun var aktiv i byrådet og med til at stemme for, at der ikke skulle bygges etagebyggeri i Ølstykke. Det var da også først langt ind i mit voksenliv, at der blev bygget etagebyggeri. Min morfars astma gjorde ham på et tidspunkt alvorligt syg, så der tog mormor job som disponent på Toms Chokoladefabrik i Ballerup.

70’erne var en anden slags verden. Ingen cykelhjelme, alle røg, kvinder gik uden BH og der var øl i kantinen på arbejdspladserne. Der var pædagoger der tilbød en øl, når man hentede børn i institution om fredagen. Der var ingen Me-Too, LGBT, Woke eller forkert sprogbrug. Der var pornoblade i børnehøjde på tankstationer og kvinder lå topløse på stranden, og intimbarbering var slet ikke opfundet endnu. Kvinder var nu for alvor på arbejdsmarkedet og børneinstitutionerne boomede.

Mange børn hentede smøger i kiosken til de voksne, og øl, for dengang kunne børn købe alkohol. Børn lærte tidligt at gå over befærdede veje alene. Kigge til venstre, til højre og så venstre igen. Man var ikke en dårlig forældre af den grund, det begreb eksisterede ikke. Alle børn i 70’erne lærte at gå lige hjem og ikke gå med fremmede voksne, og aldrig tage imod slik fra fremmede mænd. Børnelokkere og atomkraft var vores fjender. Ikke gluten eller global opvarmning.

Mine forældre drak slet ikke, alkohol interesserede dem minus. De røg smøger og drak kaffe. Var de til en håndboldfest så kunne der drikkes, ikke ellers. Alkohol fandtes ikke i mit barndomshjem. Kaffe, og om søndagen te til ostemadderne.

Min far var værktøjsmager og min mor arbejdede på kontor, inden de fik mig. Da jeg kom til gik mor med tøj. Hun var meget smuk, havde rette mål og rette indstilling. Hun lærte at bære sig rigtigt og skride som en model. Hun gik ud og fremviste det sidste ny skrig for et tøjfirma, i en slags privat tøj-home-party. Allerede fra jeg var kun tre uger gammel, måtte hun afsted. Hun var allerede helt slank igen, hun havde blot lidt tunge bryster. Det var aftenarbejde, så når min far kom hjem kunne han overtage os børn, mens hun smuttede på arbejde. Når hun kom hjem, lå jeg på min fars mave og sov. Han sov også. På ryggen, på sofaen.

Men inden jeg fløj ind med storken fløj min mor i et sidestykke. Mine forældre var unge og smarte og havde en Nimbus med sidevogn. Hver morgen kørte de den lange vej fra Ølstykke til København, hvor de arbejdede. En vintermorgen ville motorcyklen ikke svinge til venstre som min far ville, med det resultat at de kørte ind i et stengærde, vogn og sidevogn skiltes ad og min mor fløj videre for fuld hammer, ind i en have.

På et tidspunkt valgte min far at blive selvstændig vognmand og køre Mini Trans. Min mor, som var regnskabsuddannet, var en stor hjælp for ham med al regnskabet. Hun satte ham ind i sagerne og han blev selvkørerne, og fik sit eget lille kontor. Der sad han hver søndag og lavede regnskab. Hun kunne vidst ikke helt forstå, at det skulle tage det meste af søndagen at få ordnet den smule. Men min far kunne godt lide at have styr på sagerne og elskede at flytte bunker fra den ene side af bordet til den anden.

Min far var intelligent, havde let ved skolen og lavede derfor ballade af bar kedsomhed. Min farmor fortalte mig, at han var så ærgerlig over at han ikke tog en gymnasieuddannelse, som han ellers var blevet indstillet til af sin lærer. – Hvorfor tvang du mig ikke?, spurgte han. – Men han ville jo ikke!, som min farmor sagde. Han ville tjene penge. Min far har hele livet elsket at se sin tegnebog vokse.

Mine forældre spillede håndbold og var spejderledere. På et tidspunkt havde de haven fuld af spejdere. Jeg kan naturligvis intet huske, men jeg har set billeder af det. Spejder blev jeg selv senere. Det var dog ingen succes og det kommer jeg tilbage jeg til. De var begge piv-dygtige til håndbold, blev trænere og var meget engagerede i ØIF.

I dåbsgave fik jeg et sølvbestik-sæt af min farmor med navnet Vivi indgraveret. Det var det navn mine forældre havde valgt. Ja, egentlig ville min mor have jeg skulle hedde Jytte, men min far havde nu mere tænkt sig navne som Rebekka, Barbara eller Erika. Kompromissen blev Vivi. Det vil sige indtil få dage før dåben, hvor de lavede det om til Vinni. For det var et godt navn mente de. Det kunne udtales internationalt, det var et navn man ikke kunne blive drillet med og så passede det godt med min storebrors navn Johnni.
Min farmor, som var struktureret og altid i god tid, havde allerede fået indgraveret Vivi i bestikket. Derfor har jeg denne dag i dag gaffel, kniv og spiseske i sølv med navnet Vivi indgraveret. En herlig lille påmindelse om min farmors formidable planlægningsevner og mine forældres evner til at træffe hurtige beslutninger.

Et par år inde i mit liv valgte mine forældre at flytte til Fregatvej i Jyllinge. Det kan du læse mere om en af de kommende dage, herinde på min blog.