Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘oprydning i sindet

Jeg ved først, hvad jeg mangler, når jeg er kommet af med det jeg ikke mangler

leave a comment »

I morges gennemgik jeg min garderobe og mine smykker, for at rydde op og komme af med det, jeg ikke bruger. Det var gjort på 10 minutter, for jeg gør det jævnligt og jeg ejer ikke særlig meget. Blandt andet satte jeg en skuldertaske til salg på Vinted og fik den solgt klokken 14.

Egentlig er jeg ikke så vild med begrebet minimalisme, for det kan hurtigt blev endnu en kvældende etikette – og vi har i forvejen alt for mange etiketter klistret på os selv og hinanden. Jeg kan faktisk bare godt lide ideen om at skabe ro, plads og tid. For, ved at gøre det, kommer det rigtige frem. Det tøj som jeg har valgt at beholde. Jeg kan overskue det. Jeg får det brugt.

Der er faktisk noget fedt ved at gå med det samme tøj igen og igen, så det på en eller anden måde bliver til en mig-uniform. Min stil og noget, som jeg har det komfortabelt i. Min yndlingsnederdel, som ikke er specielt moderne, men som klæder mig så godt.

Indre ro kræver oprydning – i ting såvel som tanker
Min måde at skabe ro i mig selv på, og omkring mig selv, er ved at rydde op og komme af med en masse overflod. Det gælder tøj, smykker, tasker, sko, bøger, tankemønstre, talemønstre, dårlige energier og underlige glas i køleskabet. Noget sælges, noget foræres væk til mennesker jeg kender, eller genbrug, og noget er ikke mere værd end turen til genbrugsstationen.

Når jeg nu åbner skuffen med de få smykker jeg har, og kan se dem alle uden at bruge en finger til at rode rundt i dem, ja, så danner jeg mig lynhurtigt et overblik over, hvad jeg har lyst til at gå med at smykker i dag. Jeg kan se alle de lækre smykker jeg ejer, blot ved et hurtigt kig. Det kunne jeg ikke før.

Det samme gælder dumme vaner, hvor jeg gør mig selv til et offer. Ved at betragte disse uhensigtsmæssige tankemønstre udefra, kan jeg ændre dem og på den måde skille mig af med dem. Sådan, så når jeg betrager disse nu ændrede måder at tænke på, om en bestemt situation, så får jeg en positiv følelse i kroppen i stedet for en negativ. I sær efter jeg fik kræft, blev jeg opmærksom på, hvor uhyre vigtigt det er at få ryddet godt op på denne front.

Jeg elsker at rydde op og rydde ud. Og der ryger stadig mere ud end ind. Jeg ejer faktisk ganske lidt og vi har et meget overskueligt hjem, i sær taget i betragtning af, at vi har to hjemmeboende teenagere.

Når det så er sagt, så er her stadig udvalgte ting og hygge. Vi har ikke nøgne hvide vægge og møbler der råber til hinanden. Og jeg er alt andet end begejstret for Ida Aukens ‘I own nothing and I am happy’ tale, for det er en sort agenda, der ligger bag disse ord.

Lykken ligger i at eje det rigtige – ikke en masse
Vi bliver bare ikke lykkelige af at eje en hel masse – tværtimod. Vi bliver lykkelige af at eje det rigtige. Det vi mangler/ har behov for eller lige den bluse vi længe har ønsket. Muligheden for at vælge høj kvalitet til, i stedet for billig ragelse i store volumer. Ikke fem nye bluser i modens forårsfarver, som alle andre i øvrigt også går rundt i. Faktisk skaber alt dette bare rod omkring os en masse rod inde i os. Hellere én lækker bluse, som holder længe, og som man kan kombinere på flere måder med tøjet i skabet.

Vi er flokdyr
Vi er flokdyr og kalibrerer konstant med hinanden, ubevidst. Det ligger i vores DNA. Det er for at vi skal føle os accepteret i flokken. Det udnytter industrien. Her taler vi også biler, elektronik, køkkendesign, køkkenudstyr, ferie-typer, oplevelser, måder at omgåes andre mennesker på, fester, meninger, foruden alt det vi putter i hovedet (mad, drikkevarer, medier, film) o.m.a.. Derfor ser vi folk på gaden, som ligner hinanden fuldkommen. Folk på arbejdspladser og i vennegrupper, som tænker og handler ens.

Se problemet før vi kan bryde med det
Det kræver bevidsthed og nosser at frigøre sig fra dette. Når det lykkes er det FRIHED. For så har vi rykket os fra at gøre, hvad alle andre gør, til at gøre, hvad vi selv virkelig ønsker. Så stopper jagten på det næste nye vil vil anskaffe, for lykken allerede er fundet.

Og så er der noget om snakken: Jeg først kan se, hvad jeg mangler, når jeg har skilt mig af med alt det jeg ikke mangler.

Vi vader i tingel tangel og vi får gaver vi ikke har brug for. Det er et befrielse at få ryddet op og komme af med det. Først kræver det bevidsthed (at se det) og dernæst oprydning (at bryde med det). Det kan være super hårdt at komme igang, men efterhånden bliver det så let som at smøre sig en mad (gør nogen det mere egentlig?).

Livet er en rejse, og rejsen er lettere, når der er mindre at slæbe på.

Written by Vinni Gren Bonde

marts 19, 2026 at 15:29