Vinni Gren Bonde

Da Morten og jeg var flyttet ind, hvor vi bor nu, var vi glade. Til vores overraskelse, var det ikke alle, der undte os denne glæde.

Vi bor til leje i et smukt hus på landet, i fantastiske naturomgivelser. Tæt på børnenes skoler og samtidig nær sø og skov, ligesom vi kan lide det. Boligen er én ud af flere lejeboliger på en herregård, på Midtsjælland. Gårdejerne selv bor her og driver konventionelt landbrug. De ejer og drifter alle marker omkring herregården og opdrætter svin. De er inkluderende og løfter alsidige opgaver i det omkringliggende samfund. Det betyder meget for dem, at små lokale samfund kan eksistere – godt.

Et par fra familien besøgte os første gang efter indflytningen, og vi var stolte og glade over at skulle vise vores nye hjem frem. Der blev vrænget på næsen af os, lavet bæ-mund og sagt: – Hvordan kunne I? Hulk hulk ! Hvordan kunne I dog finde på at flytte ind sådan et sted her – med en svinefarm lige ved siden af, som ikke er økologisk. Ja, vi kunne i hvert fald ikke bo her!

Vi valgte at ignorere kommentaren i første omgang, og smilede blot. Undrede os lidt. Vi kunne da heller ikke bo i det ligusterhelvede af et parcelhuskvarter i bræk brune nuancer de boede i, men det var ikke noget vi havde brug for at konfrontere dem med. Hvis de havde valgt at bo der, var det nok fordi de ønskede at bo der og var glade for det – og så var vi glade. Glade på deres vegne, ganske enkelt.

Anden gang de var inviteret – til grill og hygge i haven – kom der atter løftede pegefingre. Jeg kunne jeg ikke længere dy mig, og spurgte: – Hvorfor skulle vi ikke kunne bo her? Kig jer omkring, I sidder i vores have og kan se så langt øjet rækker udover gyldne marker og skov. Fravær af støj og lyd fra biler. Vi er omgivet af søde naboer og huset er dejligt. Vi er rigtig glade for at bo her. Hvad er det, som er så forfærdeligt ved at vi bor her?

Så kom en lang formaning om, at det jo ikke var bæredygtigt og økologisk landbrug vores nabo drev. Jeg måtte smile og sige, at jeg ikke spiste svinene min nabo opdrættede, jeg spiste stadig økologisk, men derfor kunne jeg godt tale med mennesker, som ikke gjorde. I øvrigt havde hun vidst ikke helt forstand på bæredygtighed versus økologi. Udlejer drev netop bæredygtig produktion, ved at dyrke korn rundt om svinefarmen, som var svinenes mad – altså skulle der ikke fragtes mad fra Tyskland eller Polen. Det er bæredygtigt. At markerne ikke var økologisk dyrkede, hvad havde det dog med Morten og mig at gøre? Var hun da ikke også nabo med nogen, som valgte at gøre noget hun måske ikke selv ville gøre? Måske havde de faktisk en genbo, som slog kone og børn, uden at hun anede det. Hvad så – var det da bedre?

Boligsamtalen sluttede der. Så gik parret i stedet videre med bilen. Vi havde bestilt ny bil og var begejstrede over at fortælle om det. Nu var forargelsen total. Tænk sig, at vi havde valgt en benzinbil og ikke en el-bil som deres, de var jo Tesla-ejere. Manden sagde direkte: – Jeg er da skuffet over, at I har valgt at købe en fossil-brænder!

Vi smilede atter og sagde, at vi altså havde valgt en VW, driftssikker til vores Italiens-rejser, foruden vores teenagebørn kunne være i den. Det var vores fokus.

Da bilsnakken var slut fik jeg at vide, at jeg havde korte ben.

Jeg tror godt læserne kan se, hvor jeg vil hen 🙂 Projectioner. De kom som perler på en snor. Det var næsten fascinerende så grotesk det var. Og så ubevidste de var om det. Pyt med det og pyt med dem.

Det jeg vil ind på er, at det er trist når nogen ikke ejer evnen at glæde sig på andres vegne. Hvorfor skal vi opdrage på hinanden og skælde hinanden ud over de bevidste valg vi gør os? Morten og jeg er voksne mennesker og lever i den grad værdibaseret. Vi træffer ingen tilfældige valg.

Vi har et skønt vennepar, som tilfældigvis vælter sig i penge, de er vitterligt meget rige. Da de besøgte os, gik de rundt i huset og sansede, stod ved vinduet i stuen og sagde: – Det her kan jeg godt forstå I nyder, den her udsigt, det er jo lige jer! Hold op, hvor er her dejligt.

De ville aldrig bo sådan et sted her. Det er slet ikke noget for dem. Men nøj, hvor de ved det er noget for os og bare nyder det på vores vegne. De glæder sig på vores vegne.

Nogle mennesker er giftige, og det er bare om at holde sig fra dem. De er på deres rejse, og vi kan ikke hjælpe dem – de må tage ansvar for deres eget liv.

PS: Vi bor her stadig, på den konventionelle svinefarm – og vi er lykkelige, Morten, børnene og jeg – og mine korte ben 🙂