Vinni Gren Bonde

I går var Morten og jeg til intimkoncert med Jimmy Jørgensen. Han bliver bedre og bedre med alderen. Patina klæder ham, både i stemme og udtryk.

Det jeg især godt kan lide ved ham er hans historier, som han rundhåndet deler ud af mellem sangene. Mange af dem er sikkert røverhistorier, og alligevel er en del af dem sande fortællinger fra barndommen. En barndom i 2770 Vanløse, hvor han voksede op med en fattig enlig mor, der fik ham som 17 årig.

Jimmy har ikke travlt med at pynte på tingene. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Med løssluppen humor beretter han, hvordan han kom galt af sted med det ene og det andet, fordi han løg, stjal og lavede unoder. Han er uddannet VVS’er og har i det hele taget ingen behov for at virke som en lækker og poleret kendis, af god familie. Han er Jimmy fra Vanløse, gik på ‘folkeren’ og blev smidt ud af 8. klasse. Hans hjertevarme, og til tider rå historier, tager brodden af eventuelle fine fornemmelser.

Det kan jeg godt lide. Og i går slog det mig, hvorfor jeg er så vild med det. Det er fordi han er ægte! Han er den han er. Sådan er han perfekt. Han ønsker ikke at fremvise et falsk glamourbillede af sin baggrund, for at vi skal synes bedre om ham. Samtidig nedgører han heller ikke sin baggrund, for, den var der sgu ikke noget galt med, den var som den var, og den har gjort ham til den han er.

Min brødre og fætre hedder Johnni, Danny, Mike, Benny, Birger, Tommy og jeg selv hed Vinni som barn. Mine brødre er håndværkere, vi er vokset op i Ølstykke, senere flyttede jeg til Bornholm. Mine fætre er fra Tingbjerg, København.

Jeg ændrede navn som 27 årig, fordi jeg syntes Vinni var anstrengende. Det var sødt til en lille pige. Ikke en voksen kvinde. Det mener jeg dog ikke længere og kan faktisk godt lide navnet. Men nu er jeg så glad for at hedde Rebekah, at jeg slet ikke kan forestille mig at hedde andet.

For nogle år tilbage fortalte jeg to personer, at jeg engang havde heddet Vinni. Den ene udbrød: – Nåååhhh, så kan jeg bedre forstå det! Dine brødre har jo de der prolle-navne, og det passer navnet Rebekah ikke ind i. Det gør Vinni til gengæld. Johnni, Vinni, Danny, osv.. (det sidste sagt med karikeret Vestegnen dialekt).

Den anden person nævnte, at Tingbjerg var et sted børn ikke skulle vokse op, for der havde hun været institutionsleder, og Tingbjerg var et sted fuld af drankere og narkomaner.

Jeg må indrømme, at jeg elskede at besøge min familie i Tingbjerg, da jeg var barn. Det er muligt, at der er noget om dranker-snakken, men det var jeg for lille til at gennemskue, dengang i 70’erne og 80’erne. For mig var det jo bare en bydel i København, hvor min familie boede, og hvor der var store legepladser. De var hverken narkomaner eller drankere. De drak kaffe, røg smøger, dyrkede sport og havde jobs. Så mit Tingbjerg var noget andet.

Jeg er Vinni fra Ølstykke, som senere flyttede til Bornholm og så til København – og nu hedder Rebekah. Jeg er hverken prolle eller akademiker. Jeg er mig. Hverken mere eller mindre. Hverken højere eller lavere. Jeg er lige der, hvor jeg skal være. Mine brødre og fætre er nogen jeg elsker og er stolte af. Jeg synes de har fede navne. Lidt bissede og det kan jeg lide. Ikke klæbrige dobbelt-navne med royale undertoner. Jeg synes Vinni er sødt og Rebekah er smukt.

Men dig, der kalder mig prolle: Det ændrer ikke, hvem jeg er. Dit stempel har ingen virkning. Jeg kommer ikke fra bonede gulve, men heller ikke fra en rendesten. Jeg er kommer fra kærlighed.

Min baggrund er jeg stolt af, for det har givet mig det stærkeste jeg har: Mit fundament! Uden det havde jeg ikke været, hvor jeg er. Mine forældre elskede mig og det gør de stadig. Det har altsammen gjort mig til at være den jeg er. Jeg ville ikke have undværet noget af det. Det har været den fedeste rejse. Traditionel og utraditionel. Smuk, grim, hård, sjov, forunderlig, fed, kunstnerisk, rummelig og lærerig.

Det har været en dans med resonans og dissonans, hvor jeg har fundet mig selv og den jeg virkelig er.

Tak til Jimmy Jørgensen for at være mit spejl.