Posts Tagged ‘regn som projektion’
Regnens hemmelige beskeder
Regnvejret har meldt sin ankomst.
Jeg melder dens velkomst.
Regnvejr kan noget.
Det renser,
fornyr
og på sin vis forskønner.
Genspejling i dråberne
og lyd som af bølger,
når biler kører gennem pytter.
Jeg lytter.
Vores søde udvekslingsstudent
kommer fra en ørken.
Han har glædet sig til at se regn.
Nu cykler han i den,
ganske uvant,
som en nysgerrig dreng på opdagelse.
På sin vis våd og klam,
på anden vis forfriskende.
Lyden af regn.
Det indirekte syn af regn,
som Shu-bi-dua synger:
Asfalten rødmer
af neonreklamernes tvivlsomme råd.
Regnens 0-tilstand,
renselse af det gamle
før det nye ankommer.
Regnens modstykke er ørkenen.
Begge er de udskældte og forhadte.
Mon ikke ørkenen også kan noget?
Jeg ved lige så lidt om det,
som vores udvekslingsstudent ved om regn.
Jeg har en forestilling
om ørkenen,
men den er sikkert skrupforkert.
Jeg har haft mange forestillinger,
som jeg har farvelagt på en regnvejrsdag.
Regnen er en af mine venner.
Jeg har faktisk få venner,
og de fleste af dem er ikke mennesker.
Heller ikke dyr.
Jeg elsker mennesker,
og når de er der,
transformerer jeg mig til et socialt væsen.
Når jeg kort tid efter søger aleneheden,
transformerer jeg mig til et asocialt væsen,
der har brug for ro og tid til refleksion.
Jeg har brug for begge dele.
Men det er aleneheden, der er min bedste ven.
Nej, måske er de begge lige gode,
aleneheden føles bare som en vigtigere ven,
når der er for meget af det sociale.
Mange taler om det forpligtende fællesskab.
Ingen taler om det forpligtende eneskab.
Solen er også min ven.
Sneen.
Stormen.
Stilheden.
Alle disse venner
er et spejl af mig selv.
Ligesom mine menneske-venner.
Naturen er et spejl af os.
Mørket er en spejling af lyset.
To sider af samme sag,
som nat og dag.
Ingen lys
ingen skygge.
Jo mere lys
dets mere skygge.
Efterårets lavthængende sol
kaster lange skygger af sig.
Marken er mejet,
og træernes skygger
rager langt ind over jord.
Efterårets kortere dage
kaster lange refleksioner af sig.
Relationer er plejet,
og tankens skygger
rager langt ind over evighed.
