Vinni Gren Bonde

Jeg nyder at se Luciaoptog, når børn eller unge går helhjertet ind i det. De behøver såmænd slet ikke være dygtige, bare de kan lide det og elsker det. Det tænder lys i en mørk tid. Og jeg elsker historien bag Luciaoptoget.

Da jeg gik i børnehaveklasse på Jørlunde Skole så vi 6. klasses piger gå Lucia. Jeg blev helt blød i knæene og vidste, at det der, det ku vi da også! 1-2-3 så arrangerede jeg lige et optog samme dag, med samtlige elever fra børnehaveklassen – og mig selv som brud. Alle var med på den.

Vi havde intet udstyr, så det galt om at være kreativ. Jeg tog en æggebakke til 30 æg og fik Lis (læreren) til at skære et hul til mit hoved, og så satte vi fire tomme toiletruller i, så jeg på den måde fik en krone. De øvrige fik en tom toiletrulle hver som lys, og så sang vi ellers la-la hele vejen igennem sangen, for vi kunne kun melodien.

Vi gik optog på hele skolen samme dag. Det har sikkert været en syn for guder. Det gav mig selvtillid som frontfigur. Jeg tænker, at det har haft stor betydning for, at jeg senere havde mod til at springe ud i alverdens solo-sager, som fx tambour-major, solist i gospelkor, mavedanser, danser hos Brit Bendixen på show-holdet, ungdomsprædikant o.m.a.. Jeg tænker på Lis med stor kærlighed.

Kald mig bare blødsøden, men jeg får tårer i øjnene (med mindre jeg har det røde, så snot-vræler jeg ….) når jeg ser enhver form for Lucia-optog. Og her er svenskerne fantastiske! Jeg elsker i sær denne korte film, hvor lys-pigerne synger så himlen åbner sig. Tak for denne smukke oplevelse.

PS: Kan dog bedst lide, når der er drenge med i optog. Smukt er det her alligevel …