Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘savn efter Sverige

Skal vi flytte til Sverige?

leave a comment »

Man kunne flytte til Sverige!

Ja, man kunne da flytte til Sverige
på landet – ved skov og sø
sådan omtrent 70 km nord for Stockholm
langt væk fra storbyen
og de fesne stockholmere
som egentlig er meget søde
men røvsyge i deres korrekthed og sortklædte outfits
nej, altså rigtigt på landet!
En lille landsby
med en frisør
som har været der i 70 år
en bager
en antikforretning
træskobutik
og landbrugsmaskiner.
Skovmandsskjorter
og kvinder uden makeup.

Eller til Småland
der, hvor min familie kommer fra
– det romantiske Småland
og lære at tale rigtig smålands bondsk
gå i røde træsko
med klap for hælen
og spise sandkage, hver dag til eftermiddagskaffen,
kanelbullar og lave luciakager til den 13. december.

Indrette det røde træhus med kludetæpper
tænde op i kaminer
flere i huset
trække ragsokkerne høj op til knæet
gå i træsko og klokkeformet nederdel med kartoffeltryg
og en oversize hjemmestrikket bluse
strikke oversize halstørklæder
og tage på loppis at sælge dem.

Så kunne man sætte sig på trappen udenfor hoveddøren
og se solen gå ned
trække den iltholdige luft ned i lungerne
og ihukomme sine svenske aner,
besøge de mange, som bor i området
lære befolkningen at kende.
Mødes i Konsum
blive inviteret med til country night
i den lille landsby, midt på torvet
med amerikanerbiler og countrymusik
pølser og sandkage
og Malin, som sangerinde – Håkan på guitar
50’er kjoler
strutskørter
glade mennesker og højt hår
kravle hjem under den tunge dyne
i den gamle seng
i huset uden Ikea
alt i huset er fra før Ikea
duft af brænde, kanel og kludetæpper.

Så kunne vi cykle ind i skoven
og plukke kantaraller
stege dem i smør, salt og peber
og smøre det på ristet brød
spise uden lyde
bare nyde
ikke tale
bare være
længe
oppe
tidligt oppe.

Vi kunne male huset om foråret
svenskrødt
og hvidte vinduespartier
bage småkager
brygge den gode Gevalia
fra Gävle
besøge Gävle til country træf
og sy gardiner til scenen i forsamlingshuset.

Og der ville komme besøg.
Uanmeldte lokale banke-på besøg
til en kop kaffe
og småkager
glade svenske kvinder med hjertelige smil og runde kinder
blå plirrende øjne
vi vende vejret
og vinden
og opskrifter
og vinke farvel efter 40 minutter
og ses inden længe
men efter weekenden
for vi tager bilen til loppis
og køber træsko til alle i den danske familie
maler blomster på dem
og sender dem til Bornholm og Sjælland.
Sælger oversize halstørklæder fra egen bod
binder smålandsk bondetørklæde om hovedet
knuden i nakken
et par hårklemmer i siderne
så det ikke ryger af i farten
eller vinden
selvom det slet ikke blæser i Småland
som i Danmark
det blæser altid i Danmark
vi sælger romantiske forklæder syet i Danmark
i den lille loppis-bod med halstørklæder
de går som varmt brød
vi kører hjem med kolde kinder
glade minder
og tænder op i køkken
og dagligstue
steger koteletter
koger kartofler
laver kantaralsovs
og drikker hindbærbrus
fra Danmark
og går i seng.

Man kunne flytte til Sverige,
om man ville.
Lytte til Bo Kasper
og pakke sig ind i småblomstrede vattæpper
foran kaminen
på en slagbænk
drikke Gevalia
og savne Damark
som jeg nu sidder i Danmark og savner Sverige
uden at vide, hvad det egentlig betyder
andet end, at dagen i dag
er en skal vi flytte til Sverige dag!

Written by Vinni Gren Bonde

juli 26, 2023 at 18:27