Posts Tagged ‘skab ro i dit indre’
At købe nye problemer
Et køb kan være et nyt problem
Det der med at købe noget nyt, er ofte en fælde. For, vi køber i virkeligheden et problem. Med mindre vi køber noget, vi har reelt brug for, naturligvis. Ofte køber vi dog noget, som vi snildt kunne undvære, noget, vi ville være lettere, glade og rigere uden.
Det er et problem, fordi den ny køkkenmaskine kun bliver brugt to gange og så ryger den ind i skabet. Og fylder! Eller den ny kjole, man har på til en påskefrokost og så ryger den ind i skabet og bliver aldrig brugt igen – selvom man synes den er super flot. Eller de nye stiletter, som kun blev brugt nytårsaften og aldrig kommer på igen. Desuden er de ukomfortable. Sneakers er rarere.
Lån bøger i stedet for at købe – og sælg dem igen!
Dertil kommer alle de nye bøger, som kunne være lånt gratis på biblioteket. Fordelen ved dette er også, at de afleveres igen, så de ikke fylder i reolen, så man skal købe endnu en reol inden længe, så man kan probbe flere bøger ind i. Flere problemer.
Visse bøger kan ikke lånes på biblioteket og må købes, men de kan jo med fordel sælges igen, når de er læst. Med mindre de tilhører den lille gruppe af bøger man gerne beholder, som en slags opslagsværk. Bogreolen herhjemme bliver jævnligt trimmet. Ellers drukner vi ganske enkelt. Vi har ikke TV og vi læser rigtig meget. Jeg har solgt en del bøger på Vinted. Nogle bøger vil jeg gemme i mange år frem, fordi jeg jævnligt bruger dem, det gælder i sær åndsvidenskabelige bøger.
Kender du dem, der bor i et hjem, hvor man skal lege jorden er giftig?
Hjemme hos min elskede mor skal man lege jorden er giftig, for at komme frem i boligen. Hun er en samler type. Hun køber flere skabe og skuffer, så hun har mere opmagasineringsplads. Hun nænner ikke at skille sig af med noget. Hun har vanvittig meget tøj (som hun aldrig bruger), bøger, nipsting, 200 tørklæder og et køkken man dårligt kan komme ind i, fordi hun har mast en ekstra reol ind, som der faktisk ikke er plads til, for at have noget at stille ting på. Ting, hun ikke bruger. Og ting, som slet ikke hører til i et køkken: Billeder, sikkerhedsnåle, pas, et stort ur og nogle sjove ting i plastik hun har købt på marked, som kan noget overraskende, når man trykker på en knap.
Jeg elsker min mor, og hun formår at bo hyggeligt og rent, men jeg forstår godt hun ikke kan lide sit køkken og er utilfreds med boligens få kvm (tænk, jeg synes 65 kvm er meget til én person), når hun propper hjemmet med tingel tangel, så hun dårligt selv kan være der. Tænke en rolig tanke. For alt det hun er omgivet af, som hele tiden maser sig på og vil have opmærksomhed.
Heldigvis har min mor en evne til at skabe hygge med stearinlys, ligesom hun er god til at lufte ud, hvilket mange ældre ikke er. Så det er alligevel rart at besøge hende. Men jeg ville ikke kunne bo og leve sådan selv. Jeg ville få stress af det og blive irritabel.
Sælg det du aldrig kommer til at bruge igen – nu!
En veninde viste mig, at hun stadig havde sin standard-kjole fra dans, 45 år efter hun var stoppet med at danse. En kjole til en 10 årig pige hun ikke kunne passe eller nogensinde bruge igen. Hvorfor tænker jeg bare? Da jeg stoppede som mavedanser, solgte jeg på stedet alle mine mavedanserkostumer, CD’erne med musikken og de utallige møntetørklæder jeg brugte når jeg underviste. Videre med det. Nu var det tid til at lægge bag mig, så der kunne være plads til noget andet. Men først skulle der være luft.
Stop med at købe problemer – start der!
Vi er bare forskellige. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Samlertyper vil måske føle angst, ved at barbere overfloden fra. Så behold det! Men, har man meget rod i det indre, så vil jeg nu stadig mene, at det vil hjælpe gevaldigt at ryde op i det ydre. Man behøver ikke gå vildt til den, men i det mindste begynde med, at lade være med at købe nye problemer.