Vinni Gren Bonde

Vi lever i uvirkeligheden,
som mennesket konstant søger flugt fra.
For vi ved godt inderst inde,
at det vi har gang i er forkert.

Unge mennesker skær i sig selv,
fordi de er så disconnectede, at de ikke længere kan mærke sig selv.
Børn med enorme potentialer fødes
og lukkes i hast ned med medicin.

Mennesket lever med hovedet i en skærm,
selv når de kører i bil,
når de er til morgensang på skolen,
i spisefritkvarteret,
under middagen med de elskede.
Når de er på wc.
Når de handler.
Går over vejen.
Lytter på dig (eller gør de?).
På job,
under lektier.

Mennesket taler om det de oplever i en skærm,
livet i uvirkeligheden er blevet deres virkelighed.
Det der i virkeligheden sker,
interesserer dem ikke længere.

Flugt.
FOMO (fear of missing out).
Konstant eksternt refererende,
i et desperat forsøg på at finde sig selv,
uden for sig selv.

Fanget.
Manipulerende salgskampagner for allergimedicin kamufleret som servicemeddelelser.
Endnu mere lukke-ned-gift kamufleret som vaccine-tilbud.
Egoer i jakkesæts, der stadig craver efter fars anerkendelse.

17 timers skærm dagligt.
Og alligevel ikke tid til at lave ordentlig mad?
Ikke tid til at vælge den gode skole til børnene, som ligger to km længere væk,
fordi ting skal være nemt og gå hurtigt.
Ikke tid til at gå tur i den friske vind?
Ikke tid til at se hinanden i øjnene, i mere end tre sekunder?
– hvis overhovedet så længe ….
Ingen spejlneuroner.
Babyen mades foran TV,
ammes mens der opdateres på Facebook.

Eje mere,
rejse mere,
være mere,
og meget mere.

Vil ikke mere …..

Det er ikke børnene og de unge, der er syge.
Det er samfundet, der er sygt.
Forgiftet.
Vækstfremmere er i virkeligheden livs-ødelæggere.

Overvågning.
Massestyring.
Penge.
Magt.

Sov sødt, du lille land
og rejs dig af din døs i morgen.
Der er gode nyheder din vej,
stå op og vær fremover vågen.