Posts Tagged ‘skilsmisse’
Når lærere hjælper svigtede børn
Hun var glad for sin verden. Indtil den ramlede i 3. klasse.
Hendes far kom ikke hjem til middag. En fremmed mand ringede på og sagde, at faderen var rendt med hans kone.
Forældrene blev skilt, og pigen flyttede med bror og mor fra den store villa til et lille rækkehus, skiftede skole og fritidshjem.
Ind i den store villa flyttede faderen med ny kone og to drenge. En fremmed dreng boede nu i hendes værelse. Han var sød. Hun kom på besøg og sov på drømmesengen i stuen.
Den ny skole var stor. Hun kunne ikke lide at være der. Hun var utryg. Vidste ikke hvorfor. Hun blev tabt på gulvet rent fagligt på rekordtid, hvilket ramte selvværdet. Hun kunne ikke koncentrere sig og gik i en osteklokke. Læreren gentog. Hun var blank. Hun græd ofte, når hun kom hjem og var alene. Hun kaldte på sin far i gråden og drømte om natten, igen og igen, at hun og hunden løb ind på en kirkegård, til hendes fars gravsted. Hendes mor gik ind i forældrerådet, forsøgte at ændre ting. Det hjalp ikke. Som voksen tænkte pigen, at det nok ikke blot handlede om en lorteskole, men også om et (dengang) ikke-erkendt omsorgssvigt, med svær skolegang til følge. Men den slags så man ikke.
Faderen slog den ene stedbroder. Ofte. Kaldte ham dum og grim. Pigen sad i angst og så volden. Skamfuld og flov over, at hun ikke blev slået.
Stedmoderen uddelte påskeæg til drengene, og en appelsin til pigen. For hun var buttet og kunne ikke tåle chokolade, mente stedmoderen. Stedmoderen selv var en fiks lille dulle, sagde de. Inden skilsmissen kaldte faderen pigen for en lille lækker dulle.
Det var jo bare i sjov. Som voksen undrede hun sig dog.
Et hjem med nervøse grænser, vold, intimiderende over-seksualisering, tyranni, magtudøvelse, nul respekt for normal-adfærd, trusler, jalousi, forskelsbehandling af uhørt karakter, systematisk psykisk vold og fornedrelse foruden udvisning af enorm ligegyldighed og respektløshed. Formlen hed psykopati X 2.
Fire uskyldige barnesjæle, der sidenhen fik noget at arbejde med:
Spiseforstyrrelser, narkomani, angst, depression, vrede/ raseri, kriminalitet, vold, …., …., .
Ingen greb ind. Ingen så det. Det foregik bag halvlukkede døre. Eller gjorde det?
Måske var den slags mere normalt og ingen mente de kunne blande sig.
Pigen fik tit at vide, at hun var heldig. Ikke mange skilsmissebørn havde det så godt. Det vidste hun var sandt.
Og var det nu også så slemt? De var jo også søde. Der var altid pålægschokolade , og man måtte tage af det. Man måtte se video og være længe oppe. Og stedmoderen grinte ofte. Det hændte de tog på Bakken allesammen, og havde grint og moret sig. Som andre.
Tvivlen nagede altid i sindet, gav dårlig samvittighed og forsøgte derfor at lægge sig som en tung dyne udover alle sår. Når det ikke var til at se, så eksisterede det nok heller ikke.
Efter tre år lykkedes det pigens mor at få den nu 12 årige pige på en anden skole.
Hér skete noget forunderligt. Her blev pigen set. Af dygtige lærere, som havde øje for hvad der skulle til – for at løfte hende ud af en rigtig trist spiral. I hvert fald, hvad skolegang angik. Som gav hende mod på livet og skolen. På et øget selvværd og en tro på en positiv fremtid. Hun fik venner, job, smart tøj og to drenge var forelskede i hende.
På blot et halvt år, var pigen med i samtlige fag, endda over gennemsnit. Da hun gik ud af 9. klasse, scorede hun klassens eneste 13 tal i mundtlig dansk, hvor hun tolkede og fremlagde en Suzanne Brøgger tekst. I skriftlig dansk fik hun 11, hvor hun skrev en stil – et selvportræt. I metaforer. Hun skrev altid i metaforer. For sådan mente hun, at hun bedre kunne nå dybder, større nuancer og sandheder. For intet var sort/hvidt.
Stilen blev trykt i skolebladet, uden hun anede det.
Pigen flyttede til Fanø med sin mor og hendes nye mand, som var sød og altid lyttede. Her var stabilitet, ballast. De var fattige, men manglede ikke noget særligt. Den nye skole herlig. Hun fik nye venner, nye interesser og en ny stil.
Hun hørte kun sjældent fra sin far i de syv år hun boede der. Ingen tillykke ved H.F. studentereksamen, hvor hun i øvrigt scorede syv 11 taller.
Langt ind i voksenlivet kørte den unge kvinde endnu et usundt mønster, hvor hun pleasede stedmoderen – ja endda blev meget fortrolig med hende – i håb om at få faderens opmærksomhed. Stedmoderen misbrugte fortroligheden for egen vindings skyld.
Faderen og stedmoderen var begge fra sadistiske familier, så kvinden tænkte som voksen, at de ikke kunne have gjort det bedre end de gjorde.
Hun valgte at tilgive dem, og fandt fred. Flyttede sig langsomt fra dem. Det var den bedste løsning. Hun havde lært meget af dem, uden de anede det. Og var samtidig bevidst om, hvilken skade de kunne forvolde hende og hendes familie, med mindre hun forsvandt. Stille og ubemærket.
Hun elskede sin far. Fordi han var hendes farmand. Og hun vidste han elskede hende.
En dag kørte den nu 53 årige kvinde ved et tilfælde forbi skolen med de gode lærere. Hun stoppede op og tog et billede af den. Betragtede den – i søndagens stiled. Sukkede dybt og kiggede på vinduerne til det klasselokale, hvor hun blev undervist af mennesker, som så hende. Hun følte en sommerfugl i maven.
De lærere fra dengang skubbede hende i gang. I gang med en lang rejse, gennem godt og ondt, kaldet Livet.
Nu forstod hun, for alvor, at hun i sandhed var heldig. Når nogle voksne ikke kan, kan andre. Hun havde været heldig at møde nogle af disse voksne.
Vinni Gren Bonde 