Posts Tagged ‘skønhedsidealer’
Få et ny skønhedsideal – det du har er forskruet!
I går var Morten til fitness, hvor en gruppe 16 årige piger trænede numse i 1,5 time. Det er godt nok meget fokus på én kropsdel.
I dag dikterer idealet, at numser skal være store og strutte. Det er vildt, hvad der bliver taget i brug for at opnå dette. Træning på trapper og andre maskiner, bukser der løfter og med fake-fyld samt operationer.
Da jeg var ung skulle numser på kvinder være små og uden fedt på. Riddelår og små bryster var det værste en kvinde kunne have. Ben skulle være lange og tynde og bryster så store som mulige.
Skønhedsidealerne ændrer sig hele tiden, af den grund alene, at det er industrien, der skaber dem – og ændrer dem igen. Det er ikke til at følge med. Så skal man have brede kæber, så skal man have smalle kæber. Så skal man have indsukne kinder, så skal man have æblekinder. Så skal bryn være sorte og tykke – fem år senere lyse, smalle og buede. Så skal læber være tykke grænsende til det groteske, så skal de være smalle, så lille hjertemund og så kæmpe igen.
Det ændrer sig hele tiden. Det er op ad bakke – kampen er og bliver ulige! Lettere og sundere er det at ændre sit syn på idealer og skabe sig sine egne.
Fra jeg var 14-44 år tegnede jeg mine lyse sparsomme bryn op med en øjenbrynsblyant, hver eneste morgen. Jeg forlod ikke matriklen uden at gøre dette. Selv da jeg fødte mine børn, havde jeg bryn. En dag fik jeg nok. Jeg så mig selv i spejlet og valgte et nyt ideal: At mine lyse gennemsigtige bryn var flotte. I hvertfald til mig. For det var sådan jeg var skabt og derfor sådan jeg var pænest. Hvorfor forsøge at ligne en sydlandsk skønhed, når jeg er skabt som en nordisk kvinde, med de farver der dertil hører – herunder usynlige lyse bryn?
Det var en beslutning jeg tog!
I dag griner jeg, når jeg ser fotos af mig selv med tegnede bryn, for jeg synes jeg ligner en klovn.
Så meget kan et ideal og et forhold til et ideal flytte sig. Har jeg et bedre liv uden denne OCD-lignende bryn-tegning? Ja! Så absolut. Lettere, enklere og allerbedst: Jeg kan lide mig mest som jeg er!
Det var bare ét eksempel. Vi kan alle rykke os og få nye idealer. Så længe vi lader os trække i af industrien, som dikterer snart det ene snart det andet – så er vi vitterligt fucked!
Skal hver dag, resten af dit liv, gå med at være utilfreds med din vægt, din mave eller din hud? Nej vel? Det er bare ikke det værd. Det er bare ikke det vi er her for. Det fylder for meget. Det tager fokus. Bedre er det, at gå hen at blive rigtig glad for sig selv. Ikke ved at lave sig om og nå i mål med det. Nej, ved at lave idealerne om og allerede være i mål.
