Vinni Gren Bonde

Så kom den snigende,
søndagen
– på sin helt egen underfundige måde,
sådan som kun søndage gør.
Det minder lidt om måden ferier melder sin ankomst på.

Solen skinner i hjerte
og på krop
som skinner videre i tanke
og sind
som smitter af på ord.
Der bliver sagt gode ting
om andre
om hinanden
om sig selv
om naboen
og naturen
og de andre mennesker
som også er ude at gå tur.
Det gør,
at det hele føles godt
– og flere gode ting presser sig på
for det hele soler sig i det gode.

Det er sådan noget søndage kan.

Søndagen har sin egen lyd
sin egen tone.
Den er én højere end den forgående dag
og næste dag begynder vi forfra
på en ny toneart.
Søndagen er den øverste tone i indeværende skala,
det er her det peaker
klimaks
en slags ugens orgasme.
Og i morgen er alt nyt.

Sødagen har sin egen takt
sin egen rytme.
Den danser med alle de forgående dage,
men formår at lede i dansen
– og dansen er rolig,
For det er jo søndag
og den emmer af overskud og ro.

Søndagen har også sin egen farve.
Min hjerne siger den bør være hvid
som krone-chakraet,
men mit hjerte siger gul,
som det store søndags-morgenbord
– med formiddags-jazz
stearinlys
god tid
ingen planer
glade ansigter
boblen i maven
over forventning og begejstring
af noget vi ikke ved, hvad er
som et varmt karbad med skum er,
for den som trænger.
Søndagen er gul
hele dagen
inden i
og uden på
og pludselig går den over i guld
når solen går ned
og søndagen takker for i dag
og byder godaften
– og nat.

Jeg elsker søndag
den sidste dag i ugen
den første dag i jødernes uge
den gode dag for alle.