Posts Tagged ‘spirituelle hjemmesider’
De stressede spirituelle
Jeg var inde på en spirituel hjemmeside i går og blev helt rundtosset af alle de behandlinger og terapiformer Spirituella tilbød.
Hun var uddannet skolelærer, datamatiker, psykoterapeut, stress-terapeut, yoga-instruktør, clairvoyant, Heart-Math terapeut, kostvejleder og homøopat. Hun kunne hjælpe med alt! Mest fordi hun selv havde prøvet alt. Hun havde været hele turen igennem, og havde mærket alt på egen krop.
Godt så hun ud. Flotte professionelle fotos. Lange beskrivende tekster indenfor hver terapiform. Målgruppen var alle: Kvinder, mænd, børn, ældre, stressramte, overvægtige, overgangsalder, ADHD/ ADD/ OCD og sikkert også LED og OBH.
Hun var en enmandsvirksomhed, men blev ved med at skrive ‘vi’ og ‘os’. ‘Kontakt os’. ‘Den måde vi arbejder på’. Jeg tænkte, at det kunne være hun så sig selv i pluralis. Eller var det et marketingstunt?
Forpustet blev jeg, af at læse alt det Plura Lis kunne tilbyde – og jeg tænkte: Hvorfor så mange værktøjer i værktøjskassen? Er der ikke bare for mange kokke?
Jeg ved det ikke.
Men jeg ved dette: Jeg lukkede siden ned og gik retur til min strikketøj. Så indfandt roen sig igen.
Jeg underkender på ingen måde diverse uddannelser, kurser og forskellige vinkler at arbejde ud fra. Tværtimod! Men hjemmesiden gav mig fornemmelsen af, at kigge ind i en kæmpe rodebutik, der emmede af alt andet end ro. Til trods for det netop var det Plura Lis ønskede for sine klienter.
– og sig selv velsagtens.
Alt for let glemmer vi mennesker, at svaret er lige foran os – og roen inde i os. At opnå indsigt kan gøres i naturen eller i bolledejen og ikke nødvendigvis ved at lægge en masse penge hos en terapeut, der har et hav af uddannelser bag sig – og derfor også foran sig.
Naturligvis kan der være tider i rejsen, hvor det kan være nødvendigt med hjælp fra en terapeut eller et menneske med visdom. Men som udgangspunkt har vi det hele i os selv. Og hvis terapeuten har travlt med at udpensle sit meget lange CV, og mener at kunne hjælpe alle med alt, så er der noget terapeuten har glemt at rydde op i hos sig selv.
