Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘strutmave

Kvinde, elsk din skønne strutmave!

with 2 comments

En veninde sagde: – Vi må aldrig sammenligne vores kroppe med, hvordan vi så ud som unge.

Min veninde er klog. Vi skal tilstræbe nye idealer. Det at være smuk er mange ting. Hvorfor tror vi, at idealet er at se ud som da vi var 25, hele livet igennem? Det er urealistisk, dumt og der er ‘nogen’, som har skabt disse vanvittige forventninger, og der kommer kun ubalance og depression ud af det.

Vi kan vælge at kæmpe mod naturen! De, der gør det bliver bitre og oplever det ene nederlag efter det andet. De kan gå på udrensningskure og løbe i skoven, strutmaven eller hængevommen er der stadig. Fordi den er hormonelt betinget! Ikke nødvendigvis en ubalance, som mange kost-eksperter foreslår.

Vi kan også vælge noget andet. Drop flad-mave idealet! I overgangsalderen ændrer kroppen sig, og jeg taler ikke om vægtøgning, jeg taler om form. Omfavn det!

Ligesom jeg ikke har behov for at opføre mig som en på 25 – eller lyde som sådan én – har jeg heller ikke behov for at ligne en. Det havde jeg da jeg var ung. Nu handler det om mere nuancerede ting.

Hvad kan du gøre med strutmaven? Så længe du er sund, motionerer rigeligt, sover rigeligt, tager rette kosttilskud og mediterer rigeligt, så kan du ikke gøre mere. Du skal ikke gøre mere, kropsligt. Du skal i stedet slappe af og nyde dig selv. Og jo, der skal også være plads til et stykke kage. Træk vejret.

Du skal ikke acceptere dig selv, nej – du skal meget mere end det, du skal ELSKE dig selv, og dit flæsk. At ‘acceptere’ sig selv, lyder som et nødvendigt onde, at man altså kun lige med nød og næppe kan holde sig selv ud, men jo bliver nødt til det, agtigt. Du skal respektere dig selv, og ære dig selv.

Og ja, jeg ved det godt: Kvinder med lav selvværd er også dem, som giver dig elevatorblikket og stopper hver gang ved din mave. For de måler sig i forhold til dig. De er ikke klar over, hvor tydelige de er og hvor usexet det er. Tal endelig ikke om krop eller sundhed med dem, for de er forskruede. Det er dem, som taler om at du jo må acceptere dig selv. De trækker det ned. Disse kvinder er repræsenteret i alle aldersgrupper og udstråler noget nederen. De må jo gå til psykolog. Vi andre lever livet imens….

Når tøjet bare ikke dur mere, så hav en fest med at finde nye måder at klæde dig lækkert på. Du klæder dig jo nok heller ikke længere, som du gjorde da du var 18. Vi ændrer outfit livet igennem. Lag på lag mode kan være aldeles boheme sexy, leg med farverne og fremhæv alt det pæne. Prøv ikke at skjule strutmaven, den ses alligevel. Men brug tøjet, så den føles rar og som en hyggelig del af dig. Bær maven med stolthed, som med rynkerne, bibliotekarrøven og de grå hår. Læg en god makeup, og bær smykker, der signalerer overskud.

Tag din power tilbage! Og nyd nyd nyd dig selv, livet og eksistensen. Der er jo en grund til, at vi ser ud som vi gør. At vi ændrer os med alderen. Det er fordi det er meningen. Må mening stå over mode.

Mænd ændrer sig også i overgangsalderen (andropausen). Ansigtet bliver mere feminint, tab af muskelmasse, mere mave, skvatter sammen og øjnene mister ‘power’.

Written by Vinni Gren Bonde

juli 30, 2023 at 10:38