Vinni Gren Bonde

I morges, da jeg kørte børn og mand afsted, hvilede en tæt tåge over egnens marker. Det var køligt, fugtigt og gråvejr. Sikke et syn!

Jeg tænkte, at nu sidder mange sikkert og skutter sig og ønsker sig mod varmere himmelstrøg. Men jeg, jeg nyder tågen, kulden og de grålige nuancer på himlen. Jeg elsker leverpostej og hverdag. Jeg nyder de våde marker og spindelvævet på blomster og strå.

Der er noget eventyragtigt over markerne, der er iklædt fed tåge. En dragt, som langsomt rejser sig og opløses. Der er noget næsten magisk over denne stilhedens sensommermorgen, der fortæller os, at vi ikke behøver at se mere end tågen lige præcis tillader. Måske tågen ønsker at lære os, at vi skal forholde os til det, der er tæt på – før vi kan stikke snotten i ting, der popper op længere ude i horisonten.