Posts Tagged ‘titler begrænser’
Titler gør noget ved folk(s opfattelse af én)
Da jeg rekrutterede ingeniører og it-specialister kunne jeg se i folks øjne, at de nærede respekt for mig. Spørgsmålet faldt: – Og, hvad laver du så? Da jeg fortalte jeg rekrutterede til Nokia og it-branchen høstede jeg beundrende blikke.
Jeg var god til mit job. Hemmeligheden var, at det ikke var svært.
Senere tog jeg et job som administrativ leder med to medarbejdere under mig. Jeg udarbejdede leverandørkontrakter og var ansvarlig for et årligt driftsbudget på 84 MDKK. Den officielle stillingsbetegnelse var ‘regionssekretær’.
Ordet ‘sekretær’ høstede ingen anderkendende blikke, til trods for jeg havde større ansvar og budget end i jobbet som rekrutteringskonsulent. En af mine venner er jurist. Han har titel af sekretær i et ministerium. En sekretær kan være mange ting.
Titler siger virkeligt ikke en skid! Kun resultater gør. Mange går dog alt for meget op i de der labels, og jeg kommer til at tænke på Kim Larsen og hans forhold til ordner. Dronning Magrethe ville overrække ham en orden, men han nægtede. – Ordner er noget, der sidder på idioter, sagde han.
Jagten på – og ikke mindst opfattelsen af – de høje og de lave titler er til grin. Det må være det vi laver, der tæller. Og her er der intet, der er for højt eller for lavt.
Min ene assistent var den vigtigste i virksomheden. Det var jeg på ingen måde bleg for at fortælle hende. 3F’erne i Københavns Lufthavne A/S CPH er dem, der får hverdagen i lufthavnen til at køre på skinner! Uden dem ville det hele falde fra hinanden. Får de anderkendende blikke fra omverdenen, når de fortæller at de er ‘slamsugere’ i lufthavnen? Næppe. Til trods for de rejsende uden dem ville stå i lort til halsen i bogstaveligste forstand.
Da jeg arbejde i Nokia, var der flere ‘managers’ end der var mobiltelefoner. En ‘manager’ fra bare en ‘koordinator’.
Som hjemmegående er jeg lavere rangerende end nogensinde, i gængs forstand. Dem på 70+ bliver bløde i knæene, når de hører jeg er hjemmegående, Mortens mandlige kolleger bliver misundelige (på Morten), men derudover er næsten alle reaktioner de samme: undrende blikke efterfulgt af rungende tavshed. Herefter et forsigtigt: – Hvad laver din mand?
En veninde foreslog jeg i stedet for ‘hjemmegående’ bare sagde: – Jeg krydrer røv! Det har jeg gjort én gang, og det kommer jeg ikke til igen. Det var lige en tand for provokerende for modtageren, som mente det var at tage pis på folk, der kæmpede for at få smør på brødet. Ups!
