Vinni Gren Bonde

Jeg mærker en ny følelse,
jeg ved ikke hvad den hedder.
Den ligner et lyst hjerte,
der langsomt synker ned i azurblåt vand.

Det sitrer i fingrerspidserne,
hvorfor er jeg glad?
Jeg genkender denne efterårs-bebuder,
når træerne falmer, banker den på ruder.

Livet er min rutsjebane,
mange ser det som en glidebane.
Siger: Hvorfor finder hun dog ikke ro!
Ved de da ikke, at asfalten sprækker for det træ, der vil gro?